24-årig idømt tre og et halvt års fængsel for dødsulykke
En 24-årig mand er fredag blevet idømt tre og et halvt års fængsel for i narko- og alkoholpåvirket tilstand at have ført en bil, der endte i en ulykke, hvor en 30-årig mand mistede livet som passager i bilen.
Det skriver Århus Stiftstidende.
Sagen er blevet ført som en tilståelsessag ved Retten i Aarhus. Den 24-årige Samuel Sami Barahman er desuden blevet frakendt førerretten i fem og et halvt år.
Ulykken skete tidligt om morgenen 27. juli i år på Hasle Ringvej i Aarhus. Der var tale om en soloulykke, hvor bilen kørte direkte ind i en støjvæg. Den 30-årige blev erklæret død på stedet.
Århus Stiftstidende skriver desuden, at den 24-årige var påvirket af kokain og havde en alkoholpromille på 1,02, da han med omkring 80 kilometer i timen kørte ind i støjvæggen.
Samuel Sami Barahman modtog dommen, skriver mediet.