Tove trykkede på sit nødkald igen og igen, men ingen kom
Seks gange registrerede Aarhus Kommune, at 97-årige Tove Dreyer trykkede på sit nødkald. Først efter syv timer liggende alene på gulvet fik hun hjælp.
Familien har hele tiden haft mistanken. Og nu er det også dokumenteret.
Efter en lang kamp har Aarhus Kommune valgt at udlevere logfilen fra 97-årige Tove Dreyers nødkald, og den viser, at Tove Dreyer og familiens påstand i høj grad holdt vand, når de hele vejen igennem har hævdet, at Tove Dreyer kaldte på hjælp gentagende gange, mens hun lå alene på gulvet i sin lejlighed.
En udskrift fra logfilen dokumenterer, at Tove Dreyer seks gange i løbet af aftenen den 30. september trykkede på sit nødkald, uden at hjemmehjælpen reagerede. Tværtimod kvitterede de for nødkaldet, uden at tilse Tove Dreyer.
- Det er en lettelse, at de endelig har udleveret det, selvom det desværre bekræfter, at min mormor talte sandt, siger Sofie Dreyer til TV2 ØSTJYLLAND.
Systemet svigtede
TV2 ØSTJYLLAND fortalte søndag om, hvordan Tove Dreyer efter et fald i sin egen lejlighed måtte vente længe på hjælp, selvom hun trykkede på sit nødkald.
Tove Dreyer døde tre uger efter faldet, men inden sin død nåede hun at fortælle sin familie, at hun ventede på hjælpen i cirka otte timer, og at hun trykkede på sit nødkald omkring 10 gange.
Efter et pres fra familien erkendte Aarhus Kommune, at Tove Dreyer først fik hjælp, syv timer efter hun trykkede på nødkaldet. De mente dog ikke, familien havde ret til at se hendes omsorgsjournal og nødkaldets logfil, selvom det var familiens ønske for at få sagen fuldt belyst.
Derfor ville kommunen ikke udlevere dokumenterne
Efter Tove Dreyers død forsøgte familien at få aktindsigt i hendes omsorgsjournal og nødkaldets logfil. Den aktindsigt blev afvist af Aarhus Kommune.
Nødkaldets logfil blev afvist med den begrundelse, at loggen ”anses som en systemteknisk facilitet, der primært registrerer data for at tjene interne og administrative kontorformål.”
Hvad der har ændret sig siden det afslag, ved TV2 ØSTJYLLAND ikke.
Kommunen afviste indsigt i omsorgsjournalen, da helbredsoplysninger om afdøde er omfattet af reglerne om sundhedspersoners tavshedspligt – sundhedslovens paragraf 40. Oplysninger om sygdomsforløb, dødsårsag og dødsmåde kan dog udleveres til de nærmeste pårørende, jvf. paragraf 45.
Samtidig henviser kommunen til sundhedslovens paragraf 43, og de beder familien om at konkretisere baggrunden for, at de ønsker aktindsigten. Aarhus Kommune er ikke af den opfattelse, at familien imødekom dette krav, og derfor afviste de familiens anmodning.
Familien overdrog efter afslaget en fuldmagt til TV2 ØSTJYLLAND, hvorefter vi prøvede at få aktindsigt i de samme dokumenter. Dette blev ligeledes afvist.
Derudover fortæller Sofie Dreyer, Tove Dreyers barnebarn, at hun efter det første afslag telefonisk var i kontakt med en af kommunens ledere om aktindsigten. Her fik hun angiveligt blot at vide, at den ville blive afvist.
TV2 ØSTJYLLAND kan ikke dokumentere, hvad der er blevet sagt i samtalen. Vi kan dog dokumentere, at Sofie Dreyer efter afslaget havde en samtale på seks minutter med den pågældende leder.
Aarhus Kommune har dog nu valgt at udlevere en udskrift af logfilen til familien, efter historien kom frem i offentligheden.
- Det her handler ikke kun om min mormor. Det handler også om vores rettigheder, og at Aarhus Kommune har et system, der ikke virker. Vi vil gerne, at andre ikke ender i samme situation, siger Sofie Dreyer.
Sådan gik det til
TV2 ØSTJYLLAND har set nødkaldets logfil.
Her fremgår det, at Tove Dreyer trykker på nødkaldet seks gange, uden kommunen reagerer. Første gang er klokken 17:45, men hjemmehjælpen kommer først Tove Dreyer til undsætning, da hun trykker syvende gang klokken et om natten.
Da Aarhus Kommune har valgt fortsat ikke at udlevere Tove Dreyers omsorgsjournal, ved vi ikke, præcis hvornår hjælpen nåede frem, og hvordan det kan ske, at medarbejdere kvitterer for nødopkaldene uden at dukke op på Tove Dreyers adresse i Aarhus.
Her trykkede Tove på sit nødkald
Tove Dreyer trykkede på sit nødkald flere gange, inden hun fik hjælp.
17:45 – Kvitteret
18:04 – Kvitteret
18:21 – Kvitteret
18:50 – Kvitteret
20:45 – Kvitteret
21:32 – Kvitteret
Først da hun trykkede på sit nødkald igen klokken 01:00 reagerede hjemmehjælpen ved også at dukke op på hendes bopæl.
Aarhus Kommune har hidtil afvist at stille op til interview i sagen. I et skriftligt svar har kommunen tidligere kommenteret sagen:
- Det bør ikke kunne ske – og det må ikke ske. Det er naturligvis helt afgørende, at alle vores medarbejdere svarer på indkomne nødkald og overholder alle retningslinjer – uanset om der er tale om vikarer eller faste medarbejdere. Vi har taget hånd om sagen, som vi behandler som en personalesag.
Den besked glæder familien, der også har haft flere møder med kommunen undervejs.
- Hvis man ikke gør sit arbejde, skal det have nogle konsekvenser, men generelt har min mormor haft søde hjælpere, siger Sofie Dreyer.
Senere onsdag er sagen sat på den politiske dagsorden, når Aarhus Kommunes sundheds – og omsorgsudvalg mødes på rådhuset i Aarhus.