Bakken Bears tilbage på sporet efter storsejr
Efter en stribe nederlag og fyring af en amerikansk nøglespiller fik Bakken Bears endelig en sejr
Så fik Bakken Bears endelig en sejr.
En stor en af slagsen endda. Torsdag aften vandt Bakken Bears nemlig 119-74 over Randers Cimbria.
- Vi spillede en rigtig god anden halvleg, som vi vandt 67-31. Vores forsvar begyndte at fungere, siger Michael Piloz, sportsdirektør i Bakken Bears.
Det har ellers stået lidt sløjt til med sejrene til de aarhusianske bjørne på det seneste. En stribe nederlag i Champions League og et nederlag til Horsens IC sidste torsdag.
Derfor er sportsdirektøren ekstra glad for aftenens sejr.
- Det viser, at vi kan vinde en klar sejr. Og det viser, at vi ikke har glemt at spille basketball, og at vi er tilbage på sporet, selv om vi har haft nogle hårde kampe i CL. Når vi gør de rigtige ting, så vinder vi, siger Michael Piloz
I går måtte Bakken Bears sende amerikaneren Dwayne Benjamin hjem før tid. Han var ellers med i startopstillingen og havde en kontrakt, der løb frem til maj.
- Vi kunne ikke få ham til at agere på en måde, som vi mener, at man kan forvente af en professionel basketballspiller, siger Michael Piloz uden dog at ville uddybe, hvad der ligger i det.
Fra Bakken Bears blev DeVaughn Akoon-Purcell topscorer med 19 point. Bakken Bears ligger nummer to i Basketligaen, mens Horsens IC ligger på førstepladsen.