Bange for Corona-smitte: Hospital får 25-30 opkald om dagen

På Aarhus Universitetshospital får de dagligt mange henvendelser fra læger, der er usikre på, om deres patienter kan være smittet med coronavirus.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
På afdelingen for infektionssygdomme på Aarhus Universitetshospital er de beredte, hvis den kinesiske coronavirus skulle sprede sig til Danmark. Videoen her er fra den 26. januar 2020.

Tirsdag blev den første dansker indlagt og undersøgt for mulig smitte med coronavirussen fra Kina på den særlige isolationsafdeling på Aarhus Universitetshospital.

Det var hverken den første eller den sidste henvendelse vedrørende frygt for smitte med den nye type coronavirus, hospitalet har modtaget.

- I øjeblikket får vi dagligt cirka 25-30 henvendelser om patienter, der måske kunne have fået den her virus, siger Lars Østergaard, der er ledende overlæge på afdelingen for infektionssygdomme på Aarhus Universitetshospital, til TV2 ØSTJYLLAND.

På trods af de mange henvendelser har der dog indtil videre ikke været tale om smitte med den potentielt dødelige virus.

- Alle pånær én har vist sig ikke at opfylde de kriterier, der skal til, før vi mistænker, at det kan være den nye coronavirus, siger den ledende overlæge.

Den danske mand, der tirsdag blev indlagt i isolation på Aarhus Universitetshospital, var ikke smittet, viste en prøve fra luftvejene, der blev undersøgt på Statens Serum Institut. Det oplyste Sundhedsstyrelsen sent tirsdag aften.

Maner til besindighed

Symptomerne på den nye type coronavirus kan være feber, hoste og åndenød. Men selv hvis de symptomer er tilstede, er der ifølge Lars Østergaard ikke nødvendigvis grund til den store bekymring.

- Man skal kun være nervøs, hvis man har været i Hubei-provinsen i Kina også, udover at man har symptomerne, siger han.

- Hvis man ikke har været i Hubei-provinsen, så er der ingen grund til, at man kommer ind og bliver isoleret. Så vil man have en anden form for virus, som ikke er den nye coronavirus, der florerer i det område.

Den ledende overlæge mener heller ikke, der er nogen grund til at råbe vagt i gevær, hvis man oplever symptomerne og samtidig har været i nærheden af nogen, der har været i den kinesiske provins.

- Hvis de havde haft sygdommen, så ville de nok have været herinde allerede, siger Lars Østergaard.

Sundhedsstyrelsen vurderer fortsat, at der er meget lille sandsynlighed for, at den nye coronavirus spreder sig til Danmark.

Den første dansker blev tirsdag indlagt på grund af mistanke om smitte med den nye coronavirus. En prøve viste dog sent tirsdag aften, at han ikke var smittet med den dødelige virus. 

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her