Buglady vil have os til at spise flere insekter
Det er sundt og miljørigtigt at krydre sin mad med insekter, men for mange kræver det nok lidt tilvænning
I dag var en hel særlig type madvare på charmeoffensiv i Aarhus. Insekter kan være fremtidens fødevare, mener blandt andre Teknologisk Institut, og en af dem, der er skarp til retter med kryb, er buglady og blogger Nina Askov.
Hun ved alt om at lave velkendte retter med et twist af insekter, og i dag præsenterede hun så nogle af de kulinariske oplevelser for landets fødevareproducenter.
- Her får I græshopper stegt i brun farin, lød det blandt andet fra Nina Askov.
Foretrækker stadig en hotdog
Teknologisk Institut kan finde flere fordele ved at bruge insekter i madlavningen.
- Hvis du producerer insekter, så udleder du omkring en hundrededel af det CO2 niveau, som kvæg gør ved produktion af samme mængde, siger projektleder hos instituttet, Lars Lau Heckmann.
Fødevareproducenterne tog da også godt imod insekterne og kunne se mulighederne. Et andet sted, hvor skepsissen dog var noget større, var på gågaden hos aarhusianerne.
- Det smager ikke af ret meget. Jeg vil altid foretrække en hotdog, sagde Jürgen Klahn.
Du kan se mere til insekterne i indslaget øverst på siden.