Byråd dropper spareforslag: Piller ikke ved skoledistrikterne
Partierne i Aarhus Byråd dropper at lægge skoledistrikterne sammen, da der ikke er politisk opbakning til forslaget
Alle partierne i byrådet i Aarhus er enige om, at droppe forslaget om at sammenlægge skoledistrikterne i kommunen.
Det står klart efter et møde mellem alle partierne mandag.
- Det står tydeligt, det er ikke den vej folkeskolen skal. Det er vigtigt for forældre og partier. Den lokalt forankrerede folkeskole står stærkt, siger Thomas Medom (SF), rådmand for Børn og Unge i Aarhus Kommune.
Der blev også meldt ud, at partierne ikke ønsker at løse udfordringerne på skoleområdet i de udsatte områder som led i kommunernes spareplaner.
- Det har jo aldrig ligget som en præmis, at man skulle løse det problem med det her forslag. Det signal, vi har sendt nu, det er, at det er mest fornuftigt, at se de to ting adskilt fra hinanden, siger Jacob Bundsgaard (S), borgmester i Aarhus Kommune.
Partierne har nu bedt direktørgruppen om nye forslag til at spare 15 millioner kroner årligt.
- Hvad der ender med skal besluttes, der må vi se, hvad direktørgruppen lægger frem. Vi vil gerne skåne tiden med børnene mest muligt, siger Thomas Medom (SF).
Partierne i byrådet har derfor forlænget høringsfristen til søndag den 16. september.