Cykel-mysterie på lille sti: Robert undrer sig
På en lille, fredelig sti i Lystrup dukker der hver uge en ny herreløs cykel op. Det undrer Robert Rasmussen, hvem der smider cyklerne der.
Først en rød, så en blå og så en racer. Det er ikke til at vide, hvilken slags der dukker op næste gang.
I et fredeligt boligområde i Lystrup dukker der hver uge mindst en ny, mystisk cykel op, som altid ligger smidt samme sted - nemlig på en lille sti nær en børnehave.
Én af dem, der undrer sig over de herreløse cykler, er Robert Rasmussen, som bor i området og ofte går tur på stien med sin hund.
- Det startede for omkring fire uger siden, hvor jeg begyndte at lægge mærke til, at der altid lå en ny cykel smidt på stien, hver gang jeg gik der, siger han.
Det eneste fællestræk, cyklerne har, er, at de ligner gode, brugbare cykler, og at de ikke er låst.
Mistænker tyveri
Robert Rasmussen tror, at der er tale om stjålne cykler, da det ikke ser ud til, at hvem end der smider dem på stien, går op i at passe på dem.
- Det er også lidt mærkeligt at efterlade sin cykel på en smal offentlig sti, siger han.
Derfor stillede han den første cykel, han fandt, ud på en parkeringsplads, i håb om at den ville blive genforenet med sin ejermand.
Men nu hvor det gang på gang gentager sig, har han besluttet at dele det med de andre beboere i Lystrup via den lokale Facebook-gruppe.
- Mit ærinde med at poste er udelukkende at fremlyse cyklerne, så ejerne kan få dem tilbage, siger Robert Rasmussen.
Mystisk gerningsmand
Facebookopslaget har skabt livlig debat om, hvem der mon kan stå bag cykellossepladsen.
- Jeg har ingen anelse om, hvem der smider dem, den diskussion har jeg holdt mig ude af, siger han.
Men i kommentarsporet gætter flere beboere på, at det kan være unge mennesker, der stjæler cyklerne for at komme hjem fra byen.