Rikkes hund fandt giftige poser i skoven: - Det er frygteligt
En rolig tur i skoven kunne have endt galt, hvis Rikke Iburg Thomsens hund havde nået at spise giftig pose.
Rikke Iburg Thomsen fra Ulstrup blev overrasket, da hun lørdag gik tur med hunden i Hagsholm Skov.
I skovbunden fik hendes hund, en engelsk spaniel, duften for noget interessant, men Rikke Iburg Thomsen nåede at trække hunden væk.
Under de nedfaldne blade var flere nikotinposer, og det overraskede hende.
- Det er da skræmmende, at man finder det i skoven. Det plejer at være et byfænomen. Jeg synes, det er frygteligt, fortæller hun om fundet.
Foruden de efterladte nikotinposer var også efterladte bøtter, som man bruger til at opbevare brugte og friske poser.
Spiser hunde nikotinposer kan det føre til død, hvis ikke man er hurtig nok til at få den til dyrlægen. De er nemlig giftige for hunde, da nikotinen kommer direkte i blodbanen, når de bliver spist.
- Det er ikke en hyggelig død. Det er skræmmende, siger Rikke Iburg Thomsen.
Kan lære hunden at aflevere
Rikke Iburg Thomsen er selv hundetræner og har haft hund i over 20 år. Derfor har hun også et særligt forhold til de firbenede. Et forhold, hun helst ikke ser afsluttet grundet en efterladt nikotinpose.
Man kan dog godt lære hunden at undgå dem, ifølge hundetræneren.
- De skal lære at bytte. Så lærer de at aflevere og får måske en frikadelle eller en godbid i stedet, siger hun og tilføjer:
- Det kræver tid, og at man er over dem, for de må ikke spise noget overhovedet, som de finder. Med nogle hunde er det sværere end andre.
Rikke Iburg Thomsen tager dog sin forholdsregler alligevel.
- Jeg scanner området, som jeg altid har gjort. Jeg er mere opmærksom, fortæller hun.