Deluca genopstår: Tidligere revisor køber filmselskab
Det 28 år gamle aarhusianske produktionsselskab Deluca film gik konkurs midt i optagelserne til Hvide Sande 2.
Det konkursramte produktionsselskab Deluca Film genopstår nu med en ny ejer.
Det fremgår af en pressemeddelelse fra den nye ejer, Poul Vogelius, som også bekræfter opkøbet overfor TV2 Østjylland.
- Det er en blanding af, at jeg tror på det, og så er det også lidt med hjertet, for jeg ser helst, at de bliver ved med at ligge i Aarhus. Jeg tror ikke, jeg bliver rig af det, siger han.
Poul Vogelius bliver eneejer af det nye selskab, som fremover blot vil hedde Deluca. Poul Vogelius har været revisor for Deluca Film i 25 år, inden han for tre år siden stoppede som revisor for at blive iværksætter.
- Jeg kommer ind, fordi de gik konkurs og prøvede at starte op igen med nogle andre. Dét lykkedes så ikke, og fordi jeg kender virksomheden rigtig godt og har en idé om, hvorfor de gik konkurs, og har en idé om, at man kan få det op at køre, hvis man går back to basic, så kommer jeg ind, siger Poul Vogelius til TV2 Østjylland.
Deluca Film har tidligere lavet udsendelser som Hvide Sande, Forfulgt af Politiet?, Tag min hånd, og Britta og de forsvundne millioner.
- Jeg går med som eneejer, fordi jeg så kan styre det, og det er det, jeg er god til, og jeg kender branchen godt, siger han.
Hemmelig pris
Prisen for opkøbet er hemmelig, men Poul Vogelius har købt det hele og samtlige rettigheder med undtagelse af rettighederne til fiktionsserien Hvide Sande 2. Optagelserne til Hvide Sande 2 var ellers i gang, da Deluca Film gik konkurs.
- Jeg er enormt taknemmelig for, at det hurtigt er lykkedes os at finde en stærk måde at fortsætte den virksomhed, jeg har levet og åndet for i 28 år, siger tidligere direktør i Deluca Film, Morten Rasmussen ifølge pressemeddelelsen.
Han får en ny rolle i virksomheden som producer, producent og daglig leder.
Deluca skal fortsat både lave fiktion og dokumentarer, oplyser Poul Vogelius. Fremover skal der dog være færre fastansatte, lige som der var før i tiden. I stedet vil man så hyre folk ind udefra, når man har brug for dem til de store produktioner.