DHL Stafetten 2020 er aflyst: - Vi er utroligt kede af det
Flere end 200.000 personer deltog i DHL Stafetten sidste år - men i år kommer coronakrisen i vejen for løbet.
DHL Stafetten 2020, som skulle være afholdt i august, er aflyst på grund af coronakrisen.
Det oplyser de fem lokale arrangører fra Sparta Atletik og Løb i en fælles pressemeddelelse.
Stafetten afholdes hvert år i fem forskellige danske byer, blandt andet i Aarhus. Sidste år deltog over 200.000 danskere fra over 6000 forskellige virksomheder i løbet.
Siden forbuddet mod større forsamlinger blev forlænget til og med august, har arrangørerne overvejet muligheden for at afholde årets stafet senere på året.
Men nu lyder vurderingen, at det ikke vil være ansvarligt eller forsvarligt at afholde et arrangement i en sådan størrelsesorden i fem forskellige landsdele i et coronaramt Danmark.
Utroligt kede af det
- Ligesom de andre arrangører er vi i Aarhus Motion utroligt kede af, at det ikke er muligt at gennemføre DHL Stafetten 2020, siger Carsten Brandt, der er formand for Aarhus Motion.
- Men helbredet for vores frivillige og deltagerne kommer i absolut første række, og vi har selvfølgelig stor respekt og forståelse for beslutningen, som vi bakker 100 procent op om.
Stafettens hovedsponsor, DHL, støtter op om arrangørernes beslutning om at aflyse årets løb.
- Vi er kede af at skuffe de mere end 200.000 mennesker, som deltager ved DHL Stafetten år efter år, siger Susanne Katja Kristensen, Marketing Manager i DHL Express Danmark.
- Men vi håber meget på, at såvel tidligere som nye deltagere vil bakke os op i 2021, hvor DHL Stafetten selvfølgelig vender stærkt tilbage.
Taber penge på det
Ifølge arrangørerne fra Sparta Atletik og Løb får aflysningen konsekvenser for de mange hjælpeklubber, som hvert år tjener penge på DHL Stafetten ved at stille med frivillige.
- På nuværende tidspunkt er der ingen hjælpepakke, der erstatter den økonomi, vi skaber med vores motionsløb, og som vi nu kommer til at stå og mangle til vores foreningsaktiviteter, siger administrerende direktør Dorte Vibjerg.
Ifølge TV2 Lorry har Sparta Atletik og Løb i København en årlig omsætning på 57 millioner kroner på alle arrangementer - og heraf udgør DHL Stafetten langt over halvdelen.