Efter aflyst gudstjeneste: Muslimer ønsker god jul

På Rådhuspladsen i Aarhus vil der lørdag være gratis mad og drikke, når Muslimer For Fred ønsker god jul

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Her ses Muslimer For Fred ved et tidligere lejlighed på Rådhuspladsen i København. Lørdag rykker man ind i Aarhus. Foto: Privat

Det har vakt opsigt, at Gribskolen i Nordsjælland af religiøse årsager har valgt at aflyse den årlige julegudstjeneste for eleverne. Også flere muslimer har været ude at ærgre sig over beslutningen. Muslimer For Fred vil skabe god julestemning i Aarhus.

Det gør foreningen lørdag, når man mellem kl. 13-16 på Rådhuspladsen i Aarhus byder folk på gratis chai, indisk risengrød og store mængder kærlighed.

Med begivenheden ønsker vi at vise respekt og tolerance over for andre trossamfunds højtider.
Muslimer For Fred

- Med begivenheden ønsker vi at vise respekt og tolerance over for andre trossamfunds højtider, samt understrege sammenholdet om julens budskab om næstekærlighed, siger talsmand for Muslimer For Fred, Imad Malik.

Det er et pædagogisk udvalg med opbakning fra bestyrelsen på Gribskolen, der har besluttet at aflyse julegudstjenesten. Det har efterfølgende skabt debat og sendt bølger af utilfredshed gennem lokalsamfundet og på de sociale medier.

Statsministeren blandede sig i debatten

- Beslutningen tog vi som følge af, at vi på skolen har børn med anden tro end den protestantiske. Vi er meget glade for samarbejdet med kirkerne og vil bestemt fortsætte med dette samarbejde, da det giver alle børn en kulturel og almendannende viden - men julegudstjenesten er også forkyndende, og det må derfor være op til de enkelte familier, om de ønsker at deltage i julegudstjenesten i privat regi, skrev skolelederen i en besked til forældre.

Siden har blandt andre landets statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) og flere andre prominente navne været ude og kritisere beslutningen.

Muslimer For Fred ønsker nu med dagens begivenhed at få fokus rettet over på juleglæde igen.

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her