Ejere af strandvejsvilla tjener formue ved salg
Ejerne af en villa i Egå har scoret kassen.
Der er penge i mursten.
Det gælder ikke mindst for ejerne af en villa på Skæring Strandvej i Egå.
Ægteparret betalte 1,8 millioner for den 190 kvadratmeter store villa, da de købte den i 1994.
I denne uge har de solgt villaen til 11,2 millioner. Det viser tal fra Bygnings- og Boligregistret (BBR).
Hvis man ser bort fra inflation, er der tale om en fortjeneste på 9,4 millioner - et beløb, der giver plads til en del onlineshopping og luksusrejser.
Den offentlige ejendomsvurdering af villaen på Skæring Strandvej lyder på 7,9 millioner kroner.
Man må sige, at der er tale om en høj kvadratmeterpris, da villaen 'blot' har et boligareal på 190 kvadratmeter. De kommende ejere af villaen betaler 52.000 kroner for hver kvadratmeter.
I runde tal er det faktisk præcis dobbelt så meget som den gennemsnitlige kvadratmeterpris for en villa i Aarhus Kommune. Den ligger på lige omkring 26.000 kroner, viser aktuelle tal fra boliga.dk.
Prisen på villaen kommer dog ikke bag på medejer af ejendomsmæglerne Nonbo og Eland, Michael Nonbo.
- Det er generelt et område, hvor vi har set en stor stigning i priserne. Grundpriserne er steget væsentligt i de sidste 5-10 år, og i de senere år har der været flere handler til plus 10 millioner, siger han til TV2 ØSTJYLLAND.
Der er fire værelser og to badeværelser i huset på Skæring Strandvej, der ligger helt ned til vandet.
Mens salget i Egå ikke er unikt for området, er det fortsat typisk i Aarhus-bydelen Risskov, at priserne på villaer kommer op i tocifrede millionbeløb.
De eksklusive villaer ned til Aarhus Bugt bliver ofte solgt for tocifrede millionbeløb, men området ved Skæring Strandvej har nogle fordele i forhold til Risskov, mener Michael Nonbo.
- Risskov har en bedre strand, men mange villaer i Egå ligger højt, hvilket gør at udsigten over vandet er virkelig god, siger han til TV2 ØSTJYLLAND.