Emma har skrevet historie: Den yngste kvinde nogensinde

26-årige Emma Østergaard er den yngste danske kvinde på toppen af Mount Everest.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Emma Østergaard fra Aarhus. Arkivfoto. Foto: Privatfoto

Imens de fleste af os lå med hovedet på puden natten til tirsdag, skrev Emma Østergaard fra Aarhus sig ind i historiebøgerne. Tidligt tirsdag morgen nåede hun toppen af Mount Everest og befandt sig dermed 8.848 meter over havets overflade.

TV2 Østjylland har fulgt Emma Østergaard de seneste måneder op til eventyrets afgang, hvor hun har forberedt sig på det vilde eventyr.

- Jeg har forberedt mig på ekstrem kulde, klatret på gletschersider og haft lavinetræning. Der er ikke noget, jeg frygter, men jeg har ekstrem respekt for bjergene, siger Emma Østergaard til TV2 Østjylland.

Emma Østergaard rejste til Nepal for 2,5 måned siden. Natten til tirsdag ramte hun toppen af verdens højeste bjerg. Arkivfoto. Foto: Privatfoto

Mount Everest er en ekstrem størrelse, og Emma Østergaard bliver den 20. dansker nogensinde, der overkommer udfordringen om at bestige verdens højeste bjerg.

- Der er en lille skare af folk, der gør os i stand til det her. Vi kan alle sammen gøre os fysisk i stand til det, men det er en ekstrem mental udfordring, når man er i de højder.

Signalet var tabt i 10 timer

Imens Emma Østergaard er undervejs på bjerget, har hun en GPS-tracker på sig, der gør det muligt for familien i Højbjerg at følge med.

I nat, imens Emma Østergaard var på vej det sidste stykke, blev der pludselig bomstille.

Da jeg endelig fik en sms om, at signalet var tilbage, fløj jeg hen til computeren, og jeg fik et sug i maven
Tina Østergaard, mor til Emma Østergaard

- Omkring klokken 21.30 i går stoppede opdateringerne fra Emmas GPS. Vi vidste godt, at den kunne falde ud, men vi hørte ikke noget i mange timer. Vi prøvede at sove lidt, men det var nærmest umuligt, siger Tina Østergaard, der er mor til Emma Østergaard.

Endelig nyt fra bjerget

Efter 10 timers stilhed var der endeligt nyt fra Emma Østergaard og Mount Everest.

- Vi har ventet og ventet hele natten. Da jeg endelig fik en sms om, at signalet var tilbage, fløj jeg hen til computeren, og jeg fik et sug i maven. Det er den bedste besked, jeg har fået i mange år. Der græd jeg godt nok lidt, siger Tina Østergaard, der nu har en datter, der er den yngste danske kvinde til at bestige Mount Everest.

Hos familien i Aarhus-bydelen Højbjerg er der ingen tvivl om, hvordan deres datter må have haft det, da hun nåede sit mål.

- Jeg tror hun har været overlykkelig, da hun nåede toppen, og jeg er så pivstolt af, at hun har skrevet sig ind i Danmarkshistorien. Det er sindssygt flot, og følelserne sidder helt uden på tøjet i dag, siger Tina Østergaard. 

Emma Østergaard har gennem de seneste tre år trænet til turen over verdens højeste bjerg. Arkivfoto. Foto: Jakob Urth

Vi kvinder kan

At være den yngste danske kvinde nogensinde til at bestige Mount Everest, har ikke været eventyrets mission, men noget Emma Østergaard er stolt af.

- Jeg vil gerne gå forrest som kvinde. Vi kvinder kan - også i bjergene. Jeg vil gerne vise internationalt, at danske kvinder er benhårde. Jeg vil gerne vise, at man skal tro på sine drømme lige så klicheagtigt, som det lyder. 

Du kan snart få hele historien om Emma Østergaard, og hvordan hun besteg verdens højeste bjerg.

TV2 Østjylland har fulgt hendes vej ind i historiebøgerne. Dokumentaren kommer til sommer.

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her