Enhedslisten splittet indefra: - Partiet har svigtet hende
Enhedslistens medlemmer i Aarhus bekriger hinanden, og der skal hjælp til udefra for at løse det, siger tidligere byrådsmedlem.
- Partiet har svigtet Laura Bryhl.
Så klar er beskeden fra det tidligere Enhedslisten-byrådsmedlem i Aarhus Lone Norlander, efter at hendes partifælle Laura Bryhl har trukket sig som politiker i byen.
Laura Bryhl var netop vendt tilbage efter en knap seks måneders lang stress-sygemelding i kølvandet på en chikanesag med partifællen Viggo Jonassen, der blev ekskluderet fra partiet i sommer.
Men efter bare ni dage tilbage som byrådsmedlem og blandt andet forperson for Teknisk Udvalg kunne hun igen mærke stresssymptomerne og måtte sige helt stop. Det skyldtes især, fortalte hun, at hun var modtager af meget kritik og en ubehagelig, hård tone fra dele af sit eget partis lokalafdeling i Aarhus.
Lone Norlander er helt enig i, at der er noget galt i Enhedslisten i Aarhus.
- Der er ikke blevet taget ordentlig fat om mobnings- og chikanekulturen. Der blev taget fat på sexchikanen, og det var også relevant. Men vi var flere, der påpegede, at det handlede om mere end sexchikane, så det var ikke nok, siger hun.
Så problemet er ikke løst med Viggo Jonassens afgang?
- Overhovedet ikke, og det har bestyrelsen, forretningsudvalget og hovedbestyrelsen vidst, siger Lone Norlander.
Ifølge Enhedslisten var det ikke sexchikane, men sexistiske udtalelser og chikane, der fik Viggo Jonassen ekskluderet.
I sin tid som byrådsmedlem fra 2018 til 2021 oplevede Lone Norlander selv, hvor hård omgangstonen kan være i partiet. Det var en meget stor del af grunden til, at hun valgte ikke at genopstille.
- Det slider fuldstændig på en, fortæller hun.
Hvad er det for en kultur, der nedbryder jer på den måde?
- Det er mange grupperinger, der er sat sammen i ét Enhedslisten-parti i Aarhus, som ikke kan finde ud af at respektere hinanden eller have en ordentlig debatkultur. Den er nedgørende, og man bliver hele tiden mistænkeliggjort.
Selv efter Lone Norlander har forladt det varme sæde som byrådspolitiker for Enhedslisten i Aarhus, kan konflikterne i partiet stadig påvirke hende, fortæller hun.
Selv om hun ikke længere er modtager af en hyppig og skarp kritik fra sine lokale partifæller, kan hun se, at problemerne bare er gået i arv til de næste.
Kan Enhedslisten i Aarhus løse de her problemer selv?
- Nej, det kan de ikke.
Hvad skal der til?
- De (partiledelsen, red.) skal intervenere, selvom det næsten er for sent. Jeg håber, at de kan komme ind og lave en forandring og sige, at nu er det nok. Det må være point of no return, når en som Laura Bryhl er nødt til at stoppe.
Læs også:
Laura Bryhl har sagt, at hun vil forblive medlem af Enhedslisten.
Torsdag klokken 19.04: Der har tidligere fremgået et citat fra talsperson for Enhedslisten i Aarhus Lone Degn. Citatet er fjernet efter ønske fra Lone Degn, da det specifikt er givet i forbindelse med en artikel om Laura Bryhls exit.