Farvel til de sindssyges kirkegård: Ane forsøgte at kvæle folk med sit forklæde

Opsynsmanden Jacob Christian Dannerup var den første, der blev begravet ved det psykiatriske hospital i Risskov.

Det var den 20. november 1854. Dengang hed det Helbredsanstalten for Sindssyge i Nørrejylland.

Siden fulgte mange efter.

Igennem de næste 103 år blev i alt 2.147 personer begravet på anstaltens kirkegård.

Langt de fleste var patienter på stedet, men også nogle af hospitalets ansatte blev begravet der.

Jorden bærer dit aftryk

”Jorden bærer dit aftryk” står der bøjet i neon ved det psykiatriske hospital i Risskov.

Snart er de 2.147 personers aftryk dog lidt mindre synligt. Hospitalets kirkegård nedlægges, og der bliver opført boliger i stedet, mens gravstenene og de jordiske rester flyttes til en mindelund i området.

Kirkegården og dens fortælling bliver til historie fremfor nutid. En historie sammensat af de mennesker, der lå begravet der. Her kan du læse om nogle af dem.

Gå selv på opdagelse på kirkegården

Du kan klikke på de runde ikoner og læse om nogle af de begravede personer.

Maleren på den hvide hest

Navnet bærer på pomp og pragt, men Frits Albert Florentinus Strand var en yderst beskeden husmand fra Djursland.

Han blev født i 1853 i en søskendeflok på 21, hvoraf 14 døde tidligt i livet. Han blev indlagt, fordi han var drikfældig og angiveligt havde begået hustruvold.

Den beskrivelse står i kontrast til patientjournalen fra hospitalet, som anvender ord som rolig og flittig.

Han fastholdt under hele sit ophold, at han ikke var forfalden til alkohol. Inden han blev indlagt, hjalp han til i sin kones vaskeri i 1905, og han beskriver selv, at han serverede kaffe til sin kone på sengen om morgenen.

Han malede på livet løs, mens han var indlagt, og han var særlig glad for at male motiver af kongehuset.

Der er blandt andet et billede med Kong Christian 10 og kongens hvide hest. Det er blot Strand selv, som sidder på hesten, mens kongen på en bænk i stedet.

Strand var meget optaget af sin egen begravelse og ønskede at blive begravet i diplomattøj.

Han indgraverede også sit eget navn i en gravsten, men det er dog ikke den gravsten, som blev brugt på kirkegården.

Strand havde anbragt en kuvert ved hospitalets håndværkere, der først måtte åbnes efter hans død. Da de åbnede kuverten indeholdt den tre ugyldige en-kronesedler. Banken indløste dog de tre kroner, og håndværkerne købte øl for dem. Dengang kostede en øl 28 øre. Han døde den 18. april 1936.

Grundlæggeren Harald Selmer

Harald Selmer var psykiater og Jydske Asyls første overlæge, da hospitalet åbnede i 1852 med plads til 130 patienter.

Han havde længe argumenteret for særskilte hospitaler for de ”sindssyge”, og det var nærliggende, at han var med til at etablere det psykiatriske hospital i Risskov.

Han var kendt for sin meningers mod.

Tidligere i sit arbejdsliv arbejdede han på sindssygehospitalet Skt. Hans i Roskilde. Efter at have arbejdet der i to år udgav han skriftet Om Psychiatriens Tilstand i Danmark, hvor han ikke mindst langede ud efter lederen af Skt. Hans, Gøricke, som ifølge Selmer repræsenterede en totalt fejlagtig og skadelig behandling af de syge.

Han var stedets leder igennem 26 år og krævede streng disciplin af patienterne ud fra det syn, at orden og regelmæssighed var til deres bedste.

Han så stedet som sit livsværk og efterlod ikke meget plads til andres holdninger til, hvordan behandlingen af patienterne skulle varetages.

Det var også hans fortjeneste, at hospitalet fik sin egen kirkegård. Det fremgår af breve til Justitsministeriet, at han regnede med 30 begravelser om året, når patienttallet lå på cirka 350.

Ifølge Selmer ville det være ”… ufuldstændigt, hvis man skal benytte sognekirkegården i Vejlby. Jydske Asyl skal kunne tilbyde sine patienter et sidste hvilested…” står der i et af brevene til Justitsministeriet.

Selmer døde ikke i Risskov, men døde i 1879 et år efter, at han var stoppet som overlæge. Hans kone Julie Frederikke Selmer Bodenhoff ligger også begravet i Risskov.

Den maniske: Forsøgte at kvæle folk med forklædestropper

Ane Kathrine Larsdatter Filholm kom til hospitalet som 37-årig og var indlagt i 22 år.

Hun blev født i 1848, og under sin indlæggelse blev hun beskrevet som farlig. Kategoriseringen som farlig var ment som en hjælp til hende som patient.

Det var helt nyt, at man var begyndt at inddele patienterne efter, om de var udadreagerende eller indadvendte. Man gjorde det for at kunne holde de forskellige patienttyper adskilte.

Hun blev indlagt, fordi hun havde haft et maniakalsk udbrud, hvor hun var løbet over til naboen og havde skreget og råbt i undertøj – eller i en ”højst upassende” beklædning, som der stod i patientjournalen.

Da hun ankom til hospitalet, havde hun hørehallucinationer, og hun bad lægen om at redde hende fra spøgelserne og de døde, som var efter hende.

Hun fik ofte opiumsdråber under sin indlæggelse, og hun blev rolig af dem. Hun blev sat til at lave håndarbejde, og hun filtede, spandt og strikkede meget. Alle sammen ting, som hun kunne koncentrere sig om.

Tanken var, at det var en del af behandlingen, at patienterne skulle foretage sig noget fornuftigt under indlæggelse, og der var adskillige forskellige værksteder tilknyttet hospitalet.

I patientjournalen står der, at hun sov dårligt i 1886 og følte sig mere og mere optaget af ”skidteri”.

Hun havde store udsving og blev fra tid til anden sendt i en celle for ikke at skade sig selv og andre, og hun blev også bæltefikseret.

Hun prøvede også flere gange at kvæle nogle af de andre patienter med sine forklædestropper.

Syfilispatienten fra Sct. Thomas

Herman Ludvig Hjardemaal blev født i 1842 på øen Sct. Thomas i Vestindien og døde på hospitalet i Risskov i 1885 eller 1886.

Som mange andre indlagte patienter på anstalten på den tid havde han kønssygdommen syfilis – en sygdom der først effektivt kunne behandles med penicillinens fremkomst i 1940’erne.

Han var søn af en plantør og nåede at bo på Sct. Thomas, i England og Frankrig, inden han endte sine dage på hospitalet i Risskov. Hvor og hvornår han har fået syfilis, ved man ikke præcist, men patientjournalen giver måske et bud.

I januar 1877 rejste han nemlig tilbage til Sct. Thomas, og da hans kone tre måneder senere kom frem, fandt hun ham mærkværdig sær og irritabel. Han havde stærke hovedsmerter og anfald, hvor han virkede sær og energiløs.

Derfra gik det ned ad bakke og ved familiens hjemkomst til Europa, lagde alle mærke til hans forandrede væsen, og han skrev blandt andet uforståelige breve til sin søster.

Et år efter blev han først indlagt på en privat engelsk sindssygeanstalt i Wales og kom i oktober 1878 til hospitalet i Risskov. Hospitalet var et respekteret behandlingssted, som også havde patienter fra andre steder i Europa.

Herman Ludvig Hjardemaal blev hurtigt sengeliggende det meste af tiden, og han ønskede helst at være nøgen, står der skrevet i patientjournalen.

Til tider skulle der tre opsynsmænd til at få ham i tøjet og hans epileptiske anfald blev hyppigere.

I perioder lå han længe i næsten bevidstløs tilstand. Han døde under et anfald med stærke trækninger i arm og ben.

Fra anstalt over hospital til boligområde

Kirkegårdens lukning og flytningen af de jordiske rester og gravstenene er det første store skridt i forandringen af området.

Senere lukker det psykiatriske hospital i Risskov helt, når det nye psykiatriske hospital står klar i Skejby. Det sker formentlig i 2019.

Det er en gruppe af investorer, der både bygger det nye hospital i Skejby, og som køber bygningerne og jorden i Risskov. Det er blandt andet pensionskassen PKA og KPC Herning A/S, der overtager jorden i Risskov.

I fremtiden skal området hedde Bindesbøll-byen, hvor de gamle hovedbygninger af hospitalet bliver bevaret. Samtidig skal der opføres en række boliger, der hvor kirkegården lå indtil begyndelsen af april 2018.