Fem ledere får påtale i sag om skandaleramt eks-chef

Fem ledende medarbejdere har fået en skriftlig påtale i sag om skandaleramt tidligere forvaltningschef

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Fem ledende medarbejdere har fået en skriftlig påtale i kølvandet på sagen om bortvisningen af en forvaltningschef i Aarhus Kommune.

Den tidligere forvaltningschef for Center for Byens Anvendelse i Aarhus Kommune blev bortvist, efter Århus Stiftstidende afslørede hans rolle i en lang række lovbrud.

Manden blev bortvist i efteråret 2016, mens han her i foråret blev meldt til politiet for underslæb, bestikkelse og tjenesteforsømmelse.

I forbindelse med sagen skulle fem ledende medarbejdere i Teknik og Miljø i Aarhus Kommune til tjenstlig samtale, og de samtaler er der nu kommet svar på, hvad der kom ud af.

De fire af medarbejderne har fået en skriftlig påtale for på forskellig vis ikke at have sagt fra i forhold til de forhold, som den tidligere forvaltningschef stod bag. Den femte har fået en skriftlig advarsel for ’ikke at have fulgt Aarhus Kommunes retningslinjer og for ikke at have sagt fra over for den bortviste chefs kritisable ledelsesmæssige beslutninger’, lyder det i en pressemeddelelse fra Teknik og Miljø.

Samtidig oplyser Teknik og Miljø, at der sker en omstrukturering af entreprenørafdelingen Natur og Vej Service på baggrund af hændelserne med den tidligere chef.

Hør fra rådmand for Teknik og Miljø Kristian Würtz (S) i forbindelse med sagen. Interviewet stammer fra slutningen af marts. 

To driftsgrene for henholdsvis grøn pleje og anlæg bliver samlet til en, og der bliver opslået to stillinger. En ressourceleder og en tilbuds- og kvalitetsleder. I marts blev Tyge Wanstrup ny chef for Center For Byens Anvendelse, og det var ham, der mandag orienterede det tekniske udvalg i Aarhus Kommune om den nye organisering.

- Vi har haft en meget åben og involverende proces, hvor ledelsen og medarbejderne i fællesskab har peget på, hvordan vi kan udvikle Natur og Vej Service som en god kommunal entreprenør og en god arbejdsplads. Vi har haft eksterne eksperter med i forløbet, som har lavet det fundament, som vi nu bygger ovenpå i forbindelse med organiseringen af det nye Natur og Vej Service, siger Tyge Wanstrup i pressemeddelelsen.

Han nævner større ledelseskraft, højere kvalitet i arbejdet og en styrkelse af relationen mellem personalelederne og medarbejderne som de tre hovedpointer i den nye struktur.

Ingen bliver fyret i forbindelse med omstruktureringen.

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her