Festarrangør dybt frustreret: - Aner jo ikke hvornår folk er klar igen
Mesut Dursun lever af at arrangere fester, som nu for manges vedkommende er aflyst. Han beder om tålmodighed og forståelse.
Statsminister Mette Frederiksens udmelding om aflysning af festivaler, markeder og store begivenheder helt frem til 1. september rammer festbranchen hårdt.
En af de ramte er Mesut Dursun fra Aarhus.
- Allerede i marts har jeg måttet aflyse flere events, og henover sommeren står flere arrangementer også til at blive det. Jeg havde ikke i min vildeste fantasi forestillet mig sådan en melding fra statsministeren, siger han til TV2 ØSTJYLLAND.
- At hun så tidligt aflyser helt frem til og med august, det er for mig overraskende. Jeg frygter for, hvornår folk er klar til at feste igen, fortsætter han.
Svært med usikkerheden
Mesut Dursun har været vant til at lægge sine events i efteråret og uden for de store festivalsæsoner, og selvom flere af dem muligvis kan afvikles i september og oktober, så er han i tvivl.
For hvad nu, hvis folk slet ikke er klar til det?
- Usikkerheden er svær. Hvilke begivenheder kan blive afviklet senere, og vil folk overhovedet købe billetter til dem? Jeg aner det ikke.
Han er blandt andet med til at arrangere tarteletfestival under Aarhus Festuge, og som noget nyt i år er han medarrangør på Festen på Plænen under Randers Festuge.
'Nogen er sig selv nærmest'
Alle arrangementer, som er afhængige af andre aktører, så derfor kan han af gode grunde ikke svare på alles spørgsmål med det samme.
- Det er megafrustrerende med alle de folk, som allerede i går forventede svar på, om de kan få deres penge tilbage straks. Giv mig nu lige et øjeblik til at få styr på tingene. Desværre er nogen sig selv nærmest, siger Mesut Dursun.
Han slår samtidig fast, at alle folk selvfølgelig får deres penge tilbage i tilfælde af aflysning.
Under coronakrisen forsøger festarrangøren at lave online-begivenheder for at holde gang i sine koncepters sociale medier:
Kan ikke svare på alt endnu
Aarhusianeren er ikke en af landets største spillere på markedet, og derfor får flere måneder uden indtjening stor betydning.
Mesut Dursun er også usikker på, om han kan få hjælp fra diverse hjælpepakker.
Læs også:
- Den manglende indtjening gør selvfølgelig ondt, også på mig. Det er svært at sige noget om fremtiden, og om det kan lykkes at hente det tabte ind igen. Måske kommer flere spillere på markedet, fordi de også er pressede og jagter penge?
- Jeg ved endnu ikke, om jeg kan få hjælp fra staten, det hele afhænger også meget af kunstnerne. De danskes aftaler bliver ophævet, men måske kræver de udenlandske stadig deres penge.
Koncertarrangør hårdt ramt
Mesut Dursun er langt fra den eneste arrangør, der påvirkes af Mette Frederiksens udmelding. Eksempelvis må Horsens & Friends aflyse koncerter med Sting og Bryan Adams til sommer.
- Jeg tror, vi er mange arrangører i branchen, der er ret overraskede over, at det her forbud kommer til at trække så meget ud. Det er vi naturligvis meget kede af, siger direktør for Horsens & Friends, Claus Visbye til TV2 ØSTJYLLAND.
Bryan Adams-koncerten var allerede blevet rykket én gang, men nu bliver man nødsaget til helt at aflyse. Også Rock i Lunden er aflyst.
Ifølge direktøren er det et stort tab, at vi fortsat ikke må mødes i store forsamlinger langt ud i fremtiden.
- Vi har alle sammen en stor lyst til at være sammen med en masse mennesker på nuværende tidspunkt. Kultur skaber sammenhængskraft, og det kan vi ikke rigtigt tilbyde fremadrettet. De her hundredvis, tusindvis af arrangementer, der bliver aflyst nu her, det har jo stor betydning, siger Claus Visbye.
Foreningsliv rammes af aflysninger
Også flere festivaler som Smukfest og Northside bliver aflyst. Og det har ikke kun konsekvenser for arrangørerne, når de store begivenheder ikke bliver til noget.
Både det lokale foreningsliv, der hjælper til og får betaling for det, samt de mange leverandører, som mister indtægter, bliver ramt. Og det samme gør artisterne.
- For enhver musiker er det jo både en stor indtægt, men også muligheden for at promovere sin musik. Så hele den artistiske del af Danmark vil også være ramt. Der er nogle nye artister, som skulle ud at stå på scenen første gang eller andre, der lige har lavet en ny plade og gerne vil præsentere den – den mulighed er også lukket, siger direktøren til TV2 ØSTJYLLAND.
Hvis man har købt billet til et af arrangementerne, som Horsens & Friends arrangerer, får man besked via den kanal, man har købt. Claus Visbye opfordrer folk til at have lidt tålmodighed, for der er en del kommunikation, der skal på plads i de her dage.