Festival aflyser: - Man er tonedøv, hvis man ikke forstår myndighedernes signaler

SPOT aflyser sin årlige festival på grund af situationen med COVID-19, selvom myndighedernes påbud om ikke at forsamle sig udløber en måned før SPOT Festival var planlagt.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
SPOT Festival er aflyst på grund af situationen med COVID-19. Arkivfoto. Foto: Axel Schütt/Ritzau Scanpix

Til trods for at myndighedernes påbud om ikke at forsamle sig kun gælder til og med den 30. marts, så har SPOT valgt at aflyse sin festival, der skulle være afholdt i Aarhus midtby fra den 30. april til den 3. maj.

- Det er efterhånden tydeligt, at problemstillingen med COVID-19 er vedvarende i en lang periode. Det ville være uetisk af os at lave en kæmpe fest i hjertet af Aarhus på det tidspunkt, hvor myndighederne vurderer, at epidemien er på sit højeste, siger leder af SPOT, Gunnar Madsen, til TV2 ØSTJYLLAND.

SPOT er forpligtet til at formidle dansk musik til udlandet under aftale med stat og kommune, og det arbejde er SPOT Festival en del af. Det er en showcasefestival, hvor både danske og internationale branchefolk kommer for at opleve og formidle nyere dansk og nordisk musik.

Udlandet melder afbud

Selvom myndighedernes signaler om, at situationen med COVID-19 kommer til at vare længe endnu, er den helt store årsag til aflysningen, så er der flere faktorer, der har spillet ind i beslutningen.

Vi kan ikke formidle dansk musik til udlandet, når der ikke kommer nogen derfra.
Gunnar Madsen, leder af SPOT

Én af faktorerne er, at branche- og mediefolk fra hele verden allerede har meldt afbud til festivalen.

- Hele den internationale del har meddelt, at de ikke kommer til Danmark af frygt for COVID-19. Dermed er en stor del af det, hele festivalen handler om jo ude – vi kan ikke formidle dansk musik til udlandet, når der ikke kommer nogen derfra, siger Gunnar Madsen.

Der plejer at komme cirka 400 internationale gæster, som vil se, hvad der sker på den danske og nordiske musikscene. Derudover kommer der normalt cirka 1.300 danske branchefolk.

Den mest forsvarlige løsning

Selvom lederen af SPOT godt ved, at aflysningen af festivalen rejser nogle problemer, så er han ikke i tvivl om, at det er den mest forsvarlige og rigtige beslutning.

- Man skal være helt tonedøv, hvis man ikke forstår, at myndighedernes signaler viser, at det her i hvert fald fortsætter helt hen til maj. Dét, der virker, er, at alle følger myndighedernes henstillinger – og aflysningen er det eneste rigtige signal, vi kan sende, siger Gunnar Madsen og fortsætter:

- Uden branchefolk fra udlandet kan vi heller ikke længere tilbyde den platform, som SPOT er til for. Selv uden myndighedernes anbefalinger ville det være grund nok til at aflyse.

Der er dog ingen grund til at frygte, at det her er enden på SPOT Festival.

- Vi er helt sikre på, at vi kommer stærkt igen næste år, siger lederen af SPOT.

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her