Flere børn behandles: Min datter har en unaturligt lille blære
Flere og flere børn har problemer med at holde sig. Det giver udfordringer både for børnene og deres familier
Mange forældre har været vidne til, at deres børn har haft uheld, og de fleste voksne kan nok også selv huske, hvordan det føles, da man var lille – det her med at tisse i bukserne.
Men én ting er at have et enkelt uheld, noget andet er når børn i årevis ikke kan holde på vandet.
I dag er der flere end 50.000 børn i Danmark, der har deciderede inkontinensproblemer. På Center for Børneinkontinens i Skejby i Aarhus har man de seneste fem år oplevet en stigning af henvendelser.
En af de børn, der får hjælp, er Jesper Grams datter, Sofia.
- Hun har en unaturligt lille blære, og den er desuden hyperaktiv, hvilket er en stor udfordring for en ellers ganske almindelig lille pige, siger Jesper Gram til TV2 ØSTJYLLAND.
Fik undersøgt sin blære
Sofia smed ligesom de fleste andre børn bleen i tre-års-alderen. Siden da har hun skullet tisse ofte.
Da hun var seks år gammel, søgte familien hjælp, og Sofia fik undersøgt sin blære.
Sofia er blevet behandling hos lægerne for Center for Børneinkontinens i fire år, men hun er langt fra alene om at have problemer med at holde sig.
- Vi ser og behandler flere og flere børn. Mange af børnene har disse problemer dagligt. De fleste oplever uheld flere gange om ugen, siger overlæge på Center for Børneinkontinens Kostas Kamperis.
Kan være svært for børnene
Sidste år blev omkring 1200 børn i behandlet på Center for Børneinkontinens. Selvom behandling er det eneste rigtige at gøre, kan det være svært for børnene.
Der er børn, der er meget generte, og de synes slet ikke, de skal være her.
I det hele taget er problemer med ikke at kunne holde sig noget, der kan påvirke deres selvtillid.
Ofte handler børnens inkontinens om ikke at kunne mærke kroppens signaler, og ofte er behandlingen langvarig.
- Behandlingerne kan være alt fra måneder til flere år. Vi har patienter, vi har fulgt i årevis, siger overlæge Kostas Kamperis.
Flere østjyske kommuner har på grund af stigningen af børneinkontinens i dag et kommunalt tilbud til de ukomplicerede tilfælde. Deres håb er, at nogle af børnene kan hjælpes uden lægernes ekspertise.
I tv-indslaget øverst i artiklen kan du blandt andet høre Jesper Gram fortælle om de udfordringer, hans datter har haft på grund af inkontinens.