14-årige Frederik elsker sit usædvanlige fritidsjob
14-årige Frederik Skovhus Dall hørte en dag om et usædvanligt fritidsjob, og han sprang på med det samme. Han opfordrer andre unge til at gøre det samme.
- Jeg kan ikke lade være med at gå hjem med et smil på læben. Sådan har jeg det simpelthen, siger 14-årige Frederik Skovhus Dall om sit fritidsjob.
Men det er hverken som flaskedreng, avisbud eller medarbejder på et lager. Nej, når han holder fri fra 9. klasse på Mårslet Skole møder han i weekenden ind på Plejehjemmet Kildevang i Mårslet syd for Aarhus.
Han er ansat til at lave aktiviteter med plejehjemmets beboere.
- Jeg hygger sammen med beboerne. Jeg er her i weekenderne, og så laver vi hyggelige aktiviteter. Vi læser bøger, andre gange spiller vi spil eller synger sange. Vi laver alt muligt, siger han.
Den 14-årige er et stort aktiv på plejehjemmet, fortæller forstander Birgit Wienke Jørgensen.
- Frederik er en dejlig ung knægt, der bare trives her. Man kan mærke i huset, at han kommer her, som den Frederik han er.
Vækker glæde
Det bliver bekræftet af en de beboere, som Frederik Skovhus Dall har med ud på gåtur i området, Grete Jensen.
Hun er glad for at kunne snakke med et ungt menneske.
- Jeg synes, det er en god ting, hvis unge og ældre kan mødes på en normal måde og kan snakke sammen. Vi har jo noget at give hinanden, siger Grete Jensen.
Ifølge hende kan det være lidt ensformigt at tale med de samme mennesker hver dag, og her hjælper Frederik.
- Vi vil gerne have nogen, vi kan snakke med. Vi er jo mere eller mindre demente, så det kniber lidt. Der hvor jeg bor, er vi seks ved bordet, og der er kun en anden, der rigtigt kan tale, siger hun.
Fritidsjob på plejehjem
Frederik Skovhus Dall fandt frem til jobbet via sin far, der så et opslag fra Aarhus Kommune. De vil i en forsøgsordning sende unge mellem 14 og 17 år ud og arbejde i ældreplejen for at vække deres interesse for SOSU-fagene.
- Jeg kan godt lide at prøve nye ting, og så synes jeg, det var en god mulighed, for jeg kan godt lide at snakke med mennesker. Man kan mærke, at det gør deres dag bedre, og det er bare livsbekræftende, siger Frederik Skovhus Dall og opfordrer andre unge til at kaste sig ud i det.
Og glæden går begge veje, fortæller forstander Birgit Wienke Jørgensen.
- De ældre glæder sig til, at han kommer, og de er glade for at være sammen med ham, siger hun.