Højskole ramt af håbløs regelfejl
Regelændringerne på højskole giver ikke mening.
Højskoleeleverne anno 2020 vant til lidt af hvert, og det kommer måske eleverne på Idrætshøjskolen Aarhus til gode i disse dage. De er så at sige forandringsparate.
Øvelsen, de er gang med netop nu, virker dog noget ugennemtænkt.
I torsdags startede eleverne således op med såkaldte familiegrupper på 20 elever. Dagen efter blev retningslinjerne dog lavet om, så eleverne nu kun må være cirka otte i en gruppe med tæt kontakt.
Ikke så gennemtænkt
Men højskolerne har fået en uge til at sadle om til de mindre grupper, og af samme grund er ændringen endnu ikke trådt i kraft på højskolen. Det vækker særligt undring.
- Da vi starter, får vi at vide, at vi ikke må være tætte med alle, for det går selvfølgelig ikke, men vi godt må være tætte med den familiegruppe, vi har, siger elev på Idrætshøjskolen Aarhus, Christian Otterstrøm, og fortsætter:
- Hvis man begynder at dele op, ryger meningen lidt, for hvis nogen er smittede, bliver vi smittede alligevel, for vi har jo alligevel været tætte på hinanden.
Længe leve højskoleånden
Ifølge ledelsen på Idrætshøjskolen Aarhus har man gjort, hvad man kunne, for at begrænse smittefaren.
- Vi har strammet den anbefaling, der var fra sundhedsmyndighederne om, at man kunne lade sine elever være testede, når de kom. Vi sagde til vores elever: "I skal være negative, ellers kan I ikke ind ad døren, siger viceforstander Arne Grønbæk til TV2 ØSTJYLLAND.
Skiftende regler eller ej, er de unge dog glade for at være tilbage til højskolelivet.
- Det har været meget unikt at komme tilbage til det her fællesskab, og vi må tilpasse os reglerne. Det er jo ikke højskoleånden ikke at være sammen - det er højskoleånden at være sammen og hygge sig, siger elev på Idrætshøjskolen Aarhus, Amanda Neldeborg Olsen.
Sundhedsstyrelsen indrømmer fejl
Kulturministeriet oplyser tirsdag over for TV2 ØSTJYLLAND, at ændringerne i retningslinjerne skyldes en fejl opstået på grund af stort tidspres i Sundhedsstyrelsen.
En fejl, som Sundhedsstyrelsen efterfølgende bad Kulturministeriet rette op på.
- Sundhedsstyrelsen har derfor meddelt højskoleforeningen og Kulturministeriet, at de mener, at højskolernes familiegrupper også kun bør omfatte otte elever. Sundhedsstyrelsen begrunder dette med, at der ikke er tungtvejende argumenter for, at der skulle være forskel på størrelsen af familiegrupper på henholdsvis efterskoler og folkehøjskoler, skriver Kulturministeriet til TV2 ØSTJYLLAND
Kulturministeriet oplyser, at de nye retningslinjer vil blive genovervejet i løbet af de kommende uger.