Hør braget: Her eksploderer gasflaske under tagbrand
To af TV 2 | ØSTJYLLANDs brugere har sendt skræmmende videoer fra den voldsomme brand i det centrale Aarhus
Branden i tagkonstruktionen over ejendommene Vester Allé 27 og Vestergade 78 udviklede kraftig røg, og har generelt været meget voldsom. Det skyldes blandt andet, at en gasflaske eksploderede under branden.
Det har to af vores brugere filmet, og du kan se de vilde optagelser øverst på siden.
Østjyllands Politi bekræfter, at der er eksploderet en enkelt gasflaske under tagbranden.
- Brandårsagen er endnu ikke 100 % fastlagt, men vi formoder, at der er sket en ulykke i forbindelse med tagpap-arbejde på stedet, siger fungerende politikommissær hos Østjyllands Politi, Christian Warner, til tv2oj.dk.
Beboerne i fem opgange er blevet evakueret i forbindelse med branden, og flere af dem skal nu genhuses.
Videoen af eksplosionen kan ses øverst i artiklen.