Hund aflivet efter brutal behandling i park
En hund er fredag morgen blev hentet af politiet efter flere opslag på Facebook.
Opdatering klokken 13.10: Der er tale om en 23-årig mand, der er sigtet for at have overtrådt dyreværnsloven. Hunden blev overført til en dyrlæge, der vurderede, at hunden var i så dårlig forfatning, at det var nødvendigt at aflive den på stedet.
Et opslag om vanrøgt af en hund har fået stor opmærksomhed på Facebook, siden det blev delt i facebookgruppen 'Alle os fra Åbyhøj' torsdag.
Det har fået en række borgere til at kontakte Østjyllands Politi, der fredag morgen er rykket ud til en adresse i Åbyhøj.
- Vi har fået flere anmeldelser om vanrøgt af en hund. Vi er på stedet her til morgen, og vi har fået fjernet hunden, og så skal vi undersøge sagen nærmere. Blandt andet om der skal rejses sigtelse, siger kommunikationsmedarbejder Jakob Christiansen.
Aflivet på stedet
I det oprindelige opslag i den lokale Facebook-gruppe beskriver en anonym bruger, at hun har set hundens ejer kaste den i jorden flere gange og var voldelig mod hunden i Åbyparken ved Silkeborgvej. Ifølge opslaget skreg hunden og virkede tydeligt bange.
Brugeren skriver, at hun har valgt at være anonym, da manden virkede meget aggressiv, da hun henvendte sig til ham for at påtale hans behandling af hunden.
Efter det oprindelige opslag har flere brugere skrevet, at de også har set manden behandle hunden dårligt.
Østjyllands Politi oplyser fredag over middag, at hunden blev aflivet ved en dyrlæge, der vurderede, at den var i så dårlig forfatning, at det var det eneste rigtige at gøre.
TV2 Østjylland har været i kontakt med den anonyme bruger, der står bag opslaget i 'Alle os i Åbyhøj'. Vedkommende har givet tilladelse til, at vi bringer billeder fra opslaget.