I 1904 var den moderne: Ikonisk bygning står endnu

Halvvejs oppe ad bakken på Ny Munkegade knejser den ikoniske brandstation. Det har den gjort i næsten 120 år og har samtidig indtaget en særlig plads i hjertet på både aarhusianere og brandmænd.

Da den blev indviet i 1904, lå den i udkanten af byen. Nu er der by, så langt øjet rækker. Dengang afløste den hypermoderne station en masse såkaldte sprøjtehuse, der lå rundt om i byen.

I dag er moderne ikke et af de ord, der beskriver bygningen, og de seneste år har der været snak om nye lokaler. Men den er ikke nem at erstatte, mener stationens brandmester, Kent Winther.

- Os gamle røvhuller synes, det her er en rigtig brandstation. Det er ikke en kontorbygning, man har lavet om og lavet porte i. Det skulle være et brandpalæ, og det er det blevet. Vi vil aldrig kunne bygge sådan en station igen, siger han.

Stejl bakke gav hestene problemer

Et brandpalæ var netop ønsket fra Eduard Springborg, der er manden, som skabte Aarhus Brandvæsen. Under ham gik det fra primitivt og ineffektivt til mere professionelt. 

Det skete blandt andet ved opførelsen af det såkaldte brandpalæ. I nationalromantisk stil, smukt buede vinduer og et tårn. Tårnet var dog ikke bare til pynt, fortæller brandmesteren. Det er det gamle slangetårn, hvor brandslangerne blev vasket, trykprøvet og hængt op til tørring efter en udrykning.

Store dele af bygningen er nemlig bevaret. Herunder også de smalle garager, der er bygget til de heste, som i fordums tid havde deres plads i remisen.

Seletøjet hang i loftet, og når alarmen lød, kunne det hurtigt sænkes ned over dyrene og sikre en udrykningstid på omkring et minut. Her var det dog også afgørende, om turen gik op eller ned ad Ny Munkegade.

For placeringen af brandstationen gav problemer for hestene. Med de tunge sprøjter på slæb kom dyrene for alvor på arbejde, når den stejle bakke skulle forceres. Ofte løb brandmændene ved siden af for at aflaste og motivere hestene til at trække, fortæller Kent Winther.

- Brandmændene havde godt af løbeturen, for de fik lidt øl til halsen dengang, siger han. 

Svamp som røgfilter

Heste er siden blevet til hestekræfter. Men det er langt fra det eneste, der har gjort arbejdet lettere for stationens brandmænd.

Kommunikationsudstyr, termiske kameraer og røgdykkermasker hører også den moderne verden til. Her måtte mændene i sin tid nøjes med, hvad de havde ved hånden.

En simpel svamp for munden udgjorde et røgfilter. 

- Skulle man ind et sted, kunne man vride en svamp op i eddikevand, og så mente man, det var sikkert nok. Så holdt man den foran ansigtet, fortæller Kent Winther.

Det siges også, at de fuldskæggede brandmænd blot hev det op foran munden som værn mod de skadelige partikler. Sikkerhed var ikke en høj prioritet. 

Det var meget normalt at kravle op i høje stiger uden sikkerhedsliner. Nu sker det ikke uden faldsikringsudstyr på.

Spøgelse med på udrykning

Livet som brandmand var generelt farligere for de første brandmænd på Ny Munkegade. I 1908 endte det fatalt for den unge Thorvald Jørgensen.

Efter et fald fra et øvelsestårn på grunden døde han i en alder af 27 år af sine kvæstelser, fortæller Kent Winther. 

Han er blevet en del af stationens historie og siges også at have indtaget pladsen som husspøgelse. Heldigvis et venligt et af slagsen.

- Thorvald har meddelt en clairvoyant, om man så tror på det eller ej, at han er her for at passe på os. Han kører med på vores udrykninger og passer på os, siger brandmesteren.

Det har han gjort siden ulykken i 1908. Og selv om mange år er gået, har de nuværende brandmænd ikke glemt historien om Thorvald Jørgensen.

- Da vi ikke var så mange her, dækkede vi også op til ham om aftenen. De unge griner af os, men sådan er det, siger Kent Winther.

Ingen storbrand uden en badevogn

Mange ting ved det nuværende beredskab ville også have fået datidens brandmænd til at klaske sig på lårene. For er man en rigtig brandmand, hvis man ikke er lidt sort i ansigtet og lugter af bål og brand?

- Før var man ikke i tvivl om, at man var ankommet til en brandstation. Og når man mødte ind klokken 8, så lugtede der af brand, fortæller Kent Winther.

- Man gik og slukkede uden masker, og var man sort i hovedet, så gjorde det ikke så meget. To eller tre dage efter kunne man stadig lugte branden.

I dag er det helt omvendt. For efter større brande vender mændene skinnende rene hjem til stationen. Det skyldes et af de seneste tiltag, nemlig en badevogn. 

Brandmændene går ind i den ene ende og kommer friske ud i den anden. Det handler om arbejdsmiljø og sikkerhed for brandfolkene, fortæller brandmesteren.

- Det er jo noget skidt med de partikler, der er, når man går ind til en brand, så alt bliver rengjort på stedet, siger han.

Flere ubesvarede spørgsmål

Meget er skiftet ud og lavet om gennem tiden, og spørgsmålet er, om tiden også snart er løbet fra den ikoniske brandstation. Bygningerne er gamle og nedslidte, og portene, der er lavet til hestevogne, er for smalle. De har svært ved at rumme den store og moderne vognpark, som beredskabet nu råder over.

Siden en flytning kom på bordet første gang for mere end ti år siden, er den kun blevet mere presserende. Men det har også spillet en rolle, at der er tale om kulturarv for brandvæsnet.

- Det er en hyggelig brandstation med skæve vægge. Den er ikke så kedelig, siger brandmester Kent Winther.

Dele af stationen er bevaringsværdige, og den har været igennem flere moderniseringer og udvidelser. Kilet ned mellem to folkeskoler, Elise Smith Skole og Samsøgade Skole, er man dog med tiden løbet tør for udvidelsesmuligheder.

En ny placering er derfor nødvendig. Men hvornår stationen flytter, og hvorhen vides ikke endnu. Sikkert er det kun, at det sker inden for en 5-15-årig tidshorisont, og at stationen bliver i det centrale Aarhus. 

Et andet ubesvaret spørgsmål er, hvad der til den tid skal ske med bygningen på Ny Munkegade, som Østjyllands Brandvæsen lejer af kommunen. Men det vil man først tage stilling til, når det bliver aktuelt, oplyser Aarhus Kommune.