Ikonisk restaurant går konkurs - stadig håb for ansatte
Den velkendte restaurant Mackie’s Pizza & Cantina i Aarhus er gået konkurs.
Restauranten Mackie’s Pizza & Cantina, som siden 1980 har ligget på Skt. Clemens Torv i Aarhus, er nu gået konkurs.
Det fremgår af Statstidende, at restauranten kom under konkursbehandling efter en begæring modtaget den 22. september.
Pizza- og burgerrestauranten har været i en del problemer forud for konkursen.
I 2015 gik stifteren af restauranten, Mickey Lee, bort. Derefter drev familien restauranten videre.
Derudover har de fire seneste besøg af Fødevarestyrelsen resulteret i to sure smileys, en mellemfornøjet og en glad.
Stort millionunderskud
- Restauranten er blandt andet gået konkurs, fordi de seneste regnskaber viste, at det ikke var en rentabel forretning, siger Nicolai Thornemann, som er kurator i sagen.
Det seneste årsregnskab viser nemlig, at Mackie's har et underskud på mere end to millioner kroner.
På trods af konkursen er der muligvis håb for restaurantens ansatte.
- Vi har ikke fyret eller fritstillet de ansatte, men suspenderet dem. Nu har jeg derfor fjorten dage til at finde en køber, som gerne vil drive det videre, siger Nicolai Thornemann.
Hvis kuratoren finder en køber til restauranten inden fjorten dage, kan de ansatte nemlig blive.
Sportstrøjer og gamle guitarer
Mackie's er en meget udsmykket restaurant, hvilket stedet også har været kendt for.
Gamle guitarer pryder væggene sammen med billeder af ikoniske personer og sportstrøjer.
Derudover har restauranten en hel speciel politik om, at man ikke får udleveret bestik til sin bestilling.
Det har endnu ikke været muligt at få en kommentar fra ejerne.