Inger faldt i hul i vejen – og det kan give erstatning
Huller i de østjyske veje kan være farlige, men mange ved ikke, at de efter et uheld kan være berettiget til erstatning
Der er mange huller i de østjyske veje. Falder du i et af dem, så kan du søge erstatning hos kommunen, men det er der mange, som ikke ved, at de kan.
Og skal du søge erstatning, så er det op til dig at bevise, at kommunen har lavet en fejl eller forsømt deres veje.
- Kommunerne bliver mere og mere bevidste om økonomien, også på de udgifter til erstatninger, siger juridisk konsulent hos FDM Dennis Lange til TV2 ØSTJYLLAND.
- Mange borgere er ikke klar over, at kommunerne kan være erstatningspligtige, hvis de eller deres køretøj kommer til skade på grund af vejens tilstand, og når de så kommer til skade, så er det måske blot et par tusinde kroner til et nyt dæk og bagskærm eller et par nye briller, og når så kommunen ikke umiddelbart vil give en erstatning, så afskriver folk det.
- Vi fører en del af de her sager for vores medlemmer. Mange af de sager ville være opgivet, hvis de ikke fik hjælp af os, for alene udgifter til en advokat ville være langt større, end de ville få i erstatning i flere sager, siger han.
Brækkede lårbenet
En af dem, der er faldet i et hul i vejen, er Inger Uhrskov Kjær. I oktober sidste år faldt hun i et af hul i Aarhus Midtby.
- Jeg står og venter på bussen på Klostertorvet, og der ryger min hæl ned i et hul, hvor der mangler to sten. Jeg faldt noget så frygteligt. Jeg brækkede lårbenet, siger Inger Uhrskov Kjær.
Hun blev tvunget til at opsige sin lejlighed på grund af skaderne fra faldet.
- Jeg kunne simpelthen ikke komme op på 1. sal, forklarer hun.
Inger Uhrskov Kjærs pårørende har kørt erstatningssagen for hende mod Aarhus Kommune. Kommunen har erkendt, at Inger skal have erstatning, men det er endnu uvist, hvor meget hun skal have.
En Falck-redder dokumenterede hullet efter faldet, og det har betydet meget for Inger Uhrskov Kjær, at hun havde billedet at støtte sig op ad.
- Det er beviset på, at der er en årsag til, at jeg faldt. Jeg er ikke snublet over mine egne fødder, nej, jeg faldt fordi der var noget ujævnt i fortovet, siger hun.
Masser af henvendelser
I de østjyske kommuner er der årligt masser af henvendelser om huller i vejene. Det viser en rundringning, som TV2 ØSTJYLLAND har foretaget.
Horsens har fået 2.250 henvendelser i år, Skanderborg har fået 350 i år, Aarhus har fået 7.536 i år og Norddjurs har fået 129 henvendelser i år.
- Det er klart vores opfattelse, at nogle kommuner er sværere at få erstatning fra en andre. Og at det er blevet sværere at få erstatning. For at du kan få erstatning er det ikke nok, at du viser der er et hul i vejen, du skal også dokumentere, at kommunen ikke har overholdt sin tilsynsforpligtigelse - tjekket vejens tilstand jævnligt. Kan du påvise, at kommunen tidligere er blevet gjort opmærksom på hullet uden at reparere det, så har du en ret god sag, siger Dennis Lange, juridisk konsulent hos FDM.
Se mere i tv-indslaget øverst i artiklen.