Jubelvideo gjorde Daniel kendt som 'bajermanden', og han elsker det højere end alt andet
Nu overvejer den 26-årige AGF-fan fra Kolind at få sit øgenavn tatoveret et sted på kroppen, for det er blevet en del af ham.
Han glemmer aldrig den dag på stadion i Aarhus.
Siden han var fire år, har han været fast gæst på tribunen, for der er intet over eller ved siden af klubben.
Daniel Gottschalk Pedersen elsker AGF.
Derfor var han naturligvis også på plads, da hans hold den 21. april 2016 spillede 2-2 mod AaB og dermed sikrede sig en plads i pokalfinalen for første gang i 20 år.
Det var islandske Elmar Bjarnason, der i overtiden fik udlignet til 2-2 for AGF, og det fik stadion til at eksplodere i jubel. Så meget, at flere hundrede fans løb på banen, og vagterne kom på overarbejde for at få dem fjernet.
Imens stod Daniel Gottschalk Pedersen og kiggede på, mens han overvejede også at forcere banden og løbe ind på græsset.
- Det var så vildt, og jeg var sekunder fra at gøre det, da fornuften tog over. Jeg vidste godt, at det i værste fald kunne betyde, at AGF ville blive taberdømt, og det måtte ikke ske. Så jeg blev stående på min plads, og pludselig kom en journalist fra TV2 Østjylland over til mig og spurgte, hvordan jeg havde det.
Livets orgasme
Det kom der en video ud af, som siden har forfulgt den i dag 26-årige mand fra Kolind, der er så stor fan af AGF, at han havde klubbens logo printet i jakken på sit konfirmationstøj, ligesom det var at finde på dugen til festen.
Daniel råber i videoen blandt andet, at "det er fantastisk", "fucking fedt" og sågar "livets orgasme", inden han til sidst bliver spurgt, hvordan finalepladsen skal fejres:
"MED BAJERE", lyder svaret med efterhånden halvrusten råbe-stemme fra den 18-årige snothvalp, som han kalder sig selv i dag.
Imens danser venner, familie og fremmede omkring ham.
- Da jeg vågnede næste morgen, havde TV2 Østjylland delt klippet, og min telefon begyndte at bimle og bamle, mens jeg lå dér med tømmermænd og fordøjede oplevelsen. Jeg fik det tilsendt af så mange personer, og siden blev jeg kendt og genkendt som "bajermanden", siger Daniel Gottschalk Pedersen her dagen efter, at AGF igen har sikret sig en plads i pokalfinalen.
Klubben møder i et rent østjysk opgør Silkeborg i Parken den 9. maj.
Hvordan har du det med at være "bajermanden"?
- Jeg elsker det så meget, at jeg overvejer at få navnet tatoveret et sted på kroppen! Det klip er filmet i en total eksplosion af glæde og eufori, hvor jeg havde den vildeste fest sammen med folk omkring mig, og jeg synes kun, det er fedt, hvis andre bliver glade af at se det.
Lige nu har delingen af klippet fra dengang over 170.000 visninger på TV2 Østjyllands Facebook-side. Næsten 1000 har kommenteret på det, og eksempelvis internetpersonligheden Anders Hemmingsen, som har gjort det til en forretning at dele andres materiale, har delt klippet flere gange.
- Af alle de fede ting, jeg har oplevet i mit liv, står den aften stadig øverst på listen, så jeg er glad for at have det minde med mig i form af en video, der er gået viralt, siger Daniel Gottschalk Pedersen.
Vigtigere end ufødt barn
Nu håber han på at sikre sig en billet til kampen i Parken, når billetterne bliver frigivet. Hans plan er at hoppe på en bus fra Aarhus sammen med sin storebror, onkel og morfar.
Hvad vil det betyde for dig, hvis AGF vinder titlen?
- Alt! Jeg er sammen med min kæreste ved at arbejde på "projekt børn", og jeg har sagt til hende, at det vil betyde endnu mere for mig at se en AGF-spiller løfte pokalen, end det vil betyde for mig at løfte mit eget barn en dag ude i fremtiden, siger den unge mand og griner.
Hvorefter han siger, at det vil han meget gerne citeres for, for han mener det skam i ramme alvor.
- Så kan jeg vise citatet til fruen og sige, at godt nok er hun vigtig for mig, men det her er altså vigtigere, siger Daniel Gottschalck Pedersen.