Kommune i gavehumør: Hvad vil du bruge fire millioner på?
Beboerne skal selv være med til at fordele fire millioner kroner i Aarhus Kommunes lokalområder.
En legeplads, shelter eller en ny fodboldbane?
Mangler dit lokalsamfund i Aarhus Kommune noget af det, kan der nu søges om af få fingre i en del af kommunens såkaldte deltagerbudget, der udmøntes frem mod 2024.
- Det giver stærke lokalområder med engagement og medborgerskab, når man selv har mulighed for at være med til at bestemme, siger borgmester Jacob Bundsgaard (S) i en pressemeddelelse.
Hvad er et deltagerbudget?
Et deltagerbudget kan fungere på lokalt niveau eller på kommuneniveau og dermed alle borgere i Aarhus. Det kan både handle om at lægge konkrete budgetter ud til borgerne eller være en anledning til at konsultere borgerne i forhold til, hvordan kommunens budgetter bruges. Der vil være en tydelig rammesætning af formålet med budgettet, men hvordan pengene bedst bruges, er helt op til borgerne at beslutte. Det kan fx være at skabe nye rum for bedre sundhed, nye mødesteder for de lokale unge eller se på, hvordan man kommer ensomhed til livs i et bestemt område.
Parterne i et deltagerbudget består altid minimum af to aktører, hvor kommunen er den ene og borgerne og lokalsamfundet er den anden. Borgeren kan også være virksomheder, foreninger og uddannelsesinstitutioner.
Kilde: Aarhus Kommune
Og selvom navnet klinger en smule kedeligt har de seneste otte års test af deltagerbudgetterne og evalueringerne vist, at det styrker demokratiforståelsen, skaber lokale løsninger på lokale behov og ikke mindst bringer borgere og kommune tættere sammen om de lokale indsatser, når pengene og beslutningerne flyttes ud fra rådhuset.
Værested og kunstgræsbane
I Tranbjerg syd for Aarhus har man tidligere fået en bid af kagen, og beboerne var i 2020 med til at stemme om, hvilke af 12 borgerforslag der skulle have.
Her fik blandt andet et værested for unge og en ny kunstgræsbane støtte. I alt blev projekterne i Tranbjerg støttet med 320.000 kroner.
Aarhus Kommune vil tage udgangspunkt i Oplandsudvalgets anbefalinger, hvor der blandt andet er fokus på, at ideerne kan udnytter potentialet på tværs af lokalområder med eksempelvis cykelstier eller mødesteder.
Se et tv-indslag fra 2020 her: