Kommuner kommer borgere til undsætning: Her kan du hente sandsække
Aarhus og Silkeborg Kommuner har besluttet at udlevere sandsække til borgere, der har ejendomme med fare for indtrængende vand.
Den massive nedbør den seneste tid har betydet, at vandstanden i søer og åer er steget så meget, at der er stor risiko for oversvømmede huse. Det gør sig blandt andre steder gældende i Aarhus.
Her har kommunen besluttet at komme borgerne til undsætning.
Man har lavet fire depoter på udvalgte genbrugspladser, hvor borgere kan hente sandsække og sand til at beskytte deres hjem. Det drejer sig om genbrugsstationerne på Sintrupvej, Lystrupvej, Holmskovvej og Eskelund.
15 centimeter vand på vejen
Det er især i den vestlige del af Aarhus nær Brabrand Sø og Årslev Engsø, at der er store udfordringer. Holmbækvej, den nordlige del af Brabrandstien og Byleddet/Søskovvej er lukket.
Sidstnævnte er meget trafikeret, og den er af lokale kendt som 'Aarhus’ tredje ringvej'.
Derfor kommer lukningen til at påvirke mange mennesker i Aarhus-området.
- Vi har valgt at lukke den trafikerede vej nu, fordi der ligger 15 centimeter vand på vejen, og det er stigende. Vejen har ikke godt af, at der bliver kørt på den, når der er så meget vand, sagde Hans Rasksen, der er tilsynsførende formand hos Trafik og Veje i Aarhus Kommune, fredag til TV2 ØSTJYLLAND.
Løber tør for advarselsskilte
Ifølge Hans Rasksen har man kun lukket den trafikerede vej Byleddet/Søskovvej tre til fire gange i løbet af de seneste 30 år.
- Det er første gang, at det udelukkende er på grund af regn. Der har tidligere været tilfælde med sne, der er smeltet hurtigt, men dét, at det alene skyldes regn, er ikke sket før.
Brabrandstien i den nordlige ende er ligeledes hårdt ramt af den megen nedbør.
- Der er stort set oversvømmet, så der bliver totalt lukket. Man kan ikke komme udenom uden at skulle svømme. Vi har sat cirka 100 advarselsskilte op, og vi er simpelthen ved at løbe tør for dem, sagde Hans Rasksen.
Pas på i trafikken
Aarhus Kommune følger situationen tæt sammen med Østjyllands Brandvæsen og Aarhus Vand. I øjeblikket er den dog stabil.
I trafikken skal man være særligt opmærksom, selvom det måske umiddelbart ikke ser ud til, at der er meget vand på vejbanen.
- Der kan både være vand og mudder på vejen pga. den store afstrømning fra marker. Det kan både skabe risiko for aquaplanning og gøre vejene fedtede og glatte. Kommunens samlede beredskab opfordrer derfor trafikanter til at køre forsigtigt, lyder det fra Aarhus Kommune.
- Det er vigtigt, at kloakdæksler i skel ikke åbnes for at flytte vand via kloaknettet, da systemet allerede er overbelastet, og flere renseanlæg har overløb af urenset spildevand, fordi der tilføres for meget regnvand i systemet, lyder det videre.
Også gratis sand i Silkeborg
Aarhus Kommune er den anden østjyske kommune, der har valgt at dele sand ud til borgerne.
Tidligere har Silkeborg Kommune nemlig besluttet det samme.
Her kan oversvømmelses-truede beboere enten få gratis sandsække eller leveret sand i indkørslen.
Sådan får du sand i Silkeborg
Borgere der ønsker at gardere sig og sikre sin grund kan få gratis sandsække og leveret sand i indkørslen:
- Gratis sandsække kan hentes hos Midtjysk Brand & Redning mellem kl. 8-22, Kejlstrupvej 99 C, 8600 Silkeborg, Tlf. 89 70 35 99, mjbr@mjbr.dk.
- Gratis sand til sandsækkene bestilles hos Entreprenørgården, tlf. 89 70 50 00. Sandet bliver tippet af i din indkørsel. Du skal selv sørge for at fylde sand i sækkene.
Kilde: Silkeborg Kommune