Læge: Sådan navigerer du i naturen under COVID-19-epidemien
Hvis du følger disse forholdsregler, så kan du stadig sagtens komme ud og nyde naturen.
Hold afstand til folk og sprit dine hænder. Det budskab kan ikke gentages nok, men hvordan kombinerer man de ekstra forholdsregler med ønsket om at komme ud i naturen?
Det har Lise Høyer en række gode råd til. Hun er praktiserende læge i Aarhus og mener, at man ved at tage små hensyn kan fortsætte med at leve livet nogenlunde, som man plejer.
1. Lad være med at røre ved for meget
- Man kan roligt gå en tur i skoven, så længe man ikke rører ved ting som skraldespande og udendørstræningsudstyr, siger Lise Høyer til TV2 ØSTJYLLAND.
Vær også ekstra opmærksom ved legepladser, lyder hendes råd.
- Det er godt at bevare en normalitet i hverdagen for vores mentale sundhed. Vi skal ud at få noget sol i hovedet, siger Lise Høyer.
2. Sæt din ven på bagsædet på vej til skoven
- Når du kører bil, er du i et lukket rum. Derfor skal du lade personen, du kører med, sidde omme bagved. Så er du på den sikre side, siger Lise Høyer.
Men en lille køretur sammen skal ikke forhindre én i at komme ud.
- Man skal selvfølgelig en tur i skoven med sin ven, men man skal bare være forsigtig på køreturen derhen, siger Lise Høyer.
3. Hold ekstra afstand på løbeturen
- Det er fint at komme ud og løbe, men hold 30 centimeter større afstand, end du normalt vil gøre, siger Lise Høyer.
En løbe- eller gåtur i forårsvejret kræver ifølge Lise Høyer hverken mundbind eller tørklæde foran munden.
- Du skal ikke være bange for at trække vejret, når du passerer andre, så længe du husker at holde en god afstand, siger Lise Høyer.
Udover disse råd har Lise Høyer en tommelfingerregel, som man kan tage med sig i alle situationer.
- Overordnet set så skal man blot skrue 50 procent ned for den fysiske kontakt, siger Lise Høyer.
Sundhedsstyrelsens har desuden disse anbefalinger for færden i det offentlige rum:
Hold 1-2 meters afstand til andre mennesker
Smitte overføres hyppigt via dråber, som smitter fra person til person ved fx nys og host.
Undlad håndtryk, knus og kram.
Minimér din færden på steder, hvor mange mennesker typisk færdes, f.eks. supermarkeder.
Hold ekstra afstand til mennesker, som ser syge ud samt personer i risikogrupper.
Sæt dig med et sædes afstand fra andre.Hold god håndhygiejne og vær ekstra opmærksom på dine hænder
Smitte kan overføres via hænder, hvis man rører ved andre eller genstande med virus på hænderne.
Vask hænder hyppigt og grundigt og undlad at røre dig selv i ansigtet.
Undgå så vidt muligt at røre ved håndtag, elevatorknapper og lignende.Vis hensyn, hvis du skal hoste eller nyse
Nys eller host i et engangslommetørklæde eller albuebøjningen
Hvis du er syg og har symptomer, så hold dig hjemme og følg vores anbefalinger nedenfor.