Mere pres på Jette Jensen
Bagland opfordrer Jette Jensen til at trække sig
Dele af Enhedslistens hovedbestyrelse går nu også ind i sagen om byrådsmedlem Jette Jensen fra Aarhus.
Flere partimedlemmer bakker op om Aarhus' lokalafdeling og opfordrer Jette Jensen til at følge sit baglands anmodning om at træde tilbage.
Brian Skov Nielsen fra Aarhus er medlem af Enhedslistens hovedbestyrelse, og han kalder situationen "rigtig træls" for partiet og for partiets lokalafdeling i Aarhus:
- Aarhus-afdelingen må finde ud af det her. Men jeg vil da opfordre Jette Jensen til at følge sit baglands anmodning om at trække sig. Hvis hun ikke kan repræsentere Enhedslistens politik i byrådet, så skal hun jo slet ikke sidde dér, siger Brian Skov Nielsen til TV2 | ØSTJYLLAND.
Strid om skoleforlig
Bestyrelsen i Enhedslistens Aarhusafdeling opfordrer byrådsmedlemmet til at træde tilbage efter en intern strid om byrådets skoleforlig.
Jette Jensen støtter fortsat det skoleforlig, som et afdelingsmøde i Enhedslisten tirsdag aften vedtog, at partiet skal trække sig fra.
Ifølge bestyrelsen er det et brud på afdelingens vedtægter, som fastslår medlemsdemokratiet som højeste myndighed, også når det handler om byrådsarbejdet.
- Det er naturligvis ikke tilfredsstillende, at Jette Jensen stemmer imod partiets politik. Jeg mener, der klart er tale om et tillidsbrud, og jeg kan ikke se, hvordan den lokale bestyrelse igen kan have tilild til deres byråds-repræsentant efter det her, siger Brian Skov Nielsen.