Mere vejarbejde i Aarhus: Vestre Ringgade i næste uge
Kommunen vil have trafikanter til at vælge Ringgaden, derfor bliver den udvidet
Det er efterhånden svært at finde et sted i Aarhus, hvor der IKKE er en form for vejarbejde i gang.
I næste uge begynder der et nyt vejarbejde på Vestre Ringgade i forbindelse med, at der skal laves ekstra kørespor.
Byrådet har afsat 77 mio. kroner til at styrke fremkommeligheden på Ringgaden. Indsatsen er fordelt på en række sammenhængende projekter omkring Ringgaden. Det skriver Aarhus Kommune i en pressemeddelelse.
- Vi vil gerne have flere trafikanter til at vælge Ringgaden, og forbedringerne på Vester Ringgade er endnu et initiativ, der skal gøre vejen til et mere attraktivt valg. Det giver markant forbedring af trafikafviklingen, når vi øger antallet af spor med 50 procent på en så central strækning, siger Trine Buus Karlsen, anlægschef i Center for Byens Anvendelse.