Mette-Marie og andre unge køber kolonihavehus: - Man har en anderledes frihed herude
Efterspørgslen på kolonihavehuse vokser, og ventelisterne bliver længere – især i de større byer. Det er primært unge, der gerne vil ud af lejlighederne i byen, der skriver sig op.
Kolonihavesæsonen blev skudt i gang lørdag, og det betyder, at 25-årige Mette-Marie Rønneholt fra Aarhus er rykket ud af sin lejlighed. Hun vil nemlig tilbringe hele sommerhalvåret i sin kolonihave i stedet.
- Jeg synes, det er mega dejligt, at man har en helt anderledes frihed herude, end jeg kunne have i en lejlighed i Aarhus, siger studerende Mette-Marie Rønneholt til TV2 ØSTJYLLAND.
Hun er en af de mange unge, der har købt et kolonihavehus det seneste år.
- Det er lidt vildt det der med, at man har brugt en masse penge, siger hun.
Man glemmer hverdagen
Mette-Marie Rønneholt har fået inspirationen fra sine forældre, som har et kolonihavehus i samme forening. Der er både hun og hendes lillebror Gustav Rønneholt kommet ofte, når de har haft trang til at komme ud af byen.
- Det har været rart også at have et fællesskab i at have en have, siger hun.
Det er især have-delen, der har fået hende til nu at investere i sit eget kolonihavehus.
- Når man går herude, er det som om, man glemmer hverdagen. Så kan man gå og fifle med de blomster eller krydderurter, der skal sættes, siger Mette-Marie Rønneholt.
Natur lige udenfor døren
Den 25-årige aarhusianer er langt fra den eneste, der gerne vil bytte lejligheden ud med hus og have i de varme måneder. Især i de større byer har der været en stigende interesse for at købe kolonihavehuse blandt unge.
- I de tidligere lejligheder, jeg har boet i, kunne man næsten glemme, at der var 25 grader udenfor, når der var godt vejr. Fordi så boede jeg på øverste sal, og der var mørkt deroppe, siger hun.
Også lillebror Gustav Rønneholt på 21 år forstår tendensen. Hun drømmer selv om at kunne tilbringe noget af sin studietid i et kolonihavehus frem for i en lejlighed i byen.
- Når man bor inde i en storby, og gerne vil udenfor, så er man tvunget til at skulle gå bestemte steder hen. Hvor her skal du nærmest bare gå udenfor en dør, siger Gustav Rønneholt til TV2 ØSTJYLLAND.