Mistanke om narkokørsel: 18-årig kørte ung kvinde ned i fodgængerfelt

Politiet vil have fængslet den 18-årige mand, der torsdag eftermiddag påkørte og alvorligt kvæstede en 26-kvinde i Højbjerg.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
En 26-årig kvinde blev alvorligt kvæstet i ulykken torsdag eftermiddag.

Den alvorlige ulykke torsdag eftermiddag kort før klokken 18, hvor en 26-årig kvinde blev alvorligt tilredt efter at være blevet påkørt af en bilist, får i dag et retsligt efterspil.

Således bliver en 18-årig mand fredag middag fremstillet i grundlovsforhør, hvor han er sigtet for at have været påvirket, da han påkørte kvinden.

Dermed går politiet efter at få den 18-årige varetægtsfængslet.

Ulykken skete i krydset Hestehavevej og Oddervej i Højbjerg, og ifølge en opdatering fra politiet skete påkørslen, mens kvinden i et fodgængerfelt var ved at passere vejen.

Hun blev efter uheldet indlagt på hospitalet i kritisk tilstand, og kvindens pårørende er underrettet, fremgår det af meddelelsen fra politiet.

Billeder fra ulykkesstedet viser, at bilens forrude er knust og trykket ind efter påkørslen. I bilen fandt politiet flere pakker tramadol-piller, og betjentene på ulykkesstedet mistænkte, at den unge mand kunne være narkopåvirket.

Tramadol er et smertestillende middel af såkaldt opioid-type, som kan lindre moderate til stærke smerter.

Den 18-årige fik efterfølgende foretaget en blodprøve, der nu skal vise om han havde stoffer i blodet, da han påkørte den 26-årige kvinde.

En bilinspektør, der har foretaget undersøgelser på ulykkesstedet, skal nu forsøge at klarlægge omstændighederne omkring ulykken.

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her