Nationalmuseet henter top-arkæolog fra Moesgaard Museum
Prisbelønnet arkæolog, Jeanette Varberg, vinker farvel til Moesgaard Museum. Nyt job - og masser af glasperler fra Bronzealderen - venter på Nationalmuseet
Først var det den kendte antropolog, Rane Willerslev, der skiftede forskermiljøet i Aarhus ud med direktørstolen på Nationalmuseet.
Nu tager en anden kendt og anerkendt arkæolog samme tur. Jeanette Varberg, der i dag er museumsinspektør på Moesgaard Museum, bliver ny museumsinspektør på Nationalmuseet i København.
De fleste kender Jeanette Varberg fra DR’s serie ”Historien om Danmark”, men hun er også forfatter til en lang række videnskabelige artikler og bøger – blandt andet også børnebøger. Hun har også vundet DR’s Rosenkjærpris i 2014. Prisen uddeles til forskere, som formår at formidle et svært tilgængeligt videnskabeligt emne.
Jeanette Varberg har været ansat som museumsinspektør på Moesgaard Museum siden 2007, hvor hun blandt andet var med til at udvikle det nye museum. Men selvom det ifølge Jeannette Varberg er en bittersød fornemmelse at tage afsked med det sted, hvor hun har haft sin gang siden studietiden, så forlader hun museet med en god mavefornemmelse.
Læs også:
- De permanente udstillinger er færdige, så projekt ’Nyt Museum’ er færdigt. Moesgaard er der jo, og vi er lykkes med det projekt, vi begyndte på for ti år siden, og det er noget, vi alle sammen kan være stolte af, siger Jeanette Varberg, der nu glæder sig til at skulle tilbage til forskningen.
- Jeg vil gerne være med til at bidrage til den videnskab, som jeg formidler. Når man selv forsker, så finder man passionen og fortælleglæden, siger Jeannette Varberg til TV2 ØSTJYLLAND.
På Nationalmuseet venter der en enorm samling af oldsager. Især en meget stor samling af glasperler fra bronzealderen glæder Jeanette Varberg sig til at undersøge nærmere.
Læs også:
Tilbage i 2014 var det en verdensnyhed i arkæologiens verden, da Moesgaard Museum kunne bevise, at små blå perler, der var fundet i Danmark, stammede fra det gamle rige Mesopotamien. Helt præcist fra et sted 150 kilometer syd for Baghdad.
- Jeg glæder mig til at komme tilbage til de små blå glasperler. Dem er jeg ikke færdig med at forske i, siger Jeanette Varberg.
Udover fokus på bronzealder og vikingetid, så skal Jeanette Varberg også medvirke til udvikling af nye udstillinger og formidling i medierne, herunder TV og radio.
Efter ti år som museumsinspektør på Moesgaard Museum har jeg valgt at sige mit job op og begynde som museumsinspektør på Nationalmuseet i stedet. Forandringer giver nye muligheder og en ændring af det daglige perspektiv kan bringe mange spændende ting med sig.
— Jeanette Varberg (@JeanetteVarberg) January 9, 2018
- I de kommende år vil Nationalmuseet skrue op for den overraskende og vedkommende formidling af kulturhistorien for at nå ud til et bredere publikum, samtidig med at vi styrker forskningen og fastholder vores position som videnskabsbaseret museum. Her kommer Jeanette Varberg til at spille en nøglerolle sammen med vores mange andre dygtige eksperter og formidlere, siger Rane Willerslev.
Jeanette Varberg tiltræder sin nye stilling på Nationalmuseet 1. februar.
I videoen herunder kan du se Jeanette Varberg fortælle mere om de blå glasperler fra Mesopotamien