Nu forklarer politiet, hvorfor 'dødskryds' stadig er uden automatisk bødekamera

Det var meningen, at der skulle have været installeret kameraer i krydset inden sommerferien 2021. Det lovede borgmester Jacob Bundsgaard (S).

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Det handler om mangel på tekniske ressourcer og folk med den rette viden, når der endnu ikke er sat et kamera op i det omdiskuterede "dødskryds", hvor Edwin Rahrs Vej rammer Åby Ringvej i det vestlige Aarhus.

Det siger Rigspolitiets it-direktør, Stig Lundbech, til TV 2 mandag aften.

- Vi prøver på at ansætte flere, men det tager tid at lære dem op i det her. Det er simpelthen begrænset, hvor mange mennesker, der kan udføre det her arbejde, siger Stig Lundbech.

- De skal både vide noget om den konkrete kameraløsning og om politiets egne it-systemer og infrastruktur. Dem er der en begrænset mængde af, og de arbejder på andre, kritiske projekter, siger Stig Lundbech.

Svaret fra ham kommer, efter at TV2 Østjylland igen har sat fokus på vejkrydset, hvor mange - virkelig mange - bilister vælger at køre over for gult og rødt lys døgnet rundt hver dag.

Der er sket mindst 24 færdselsuheld i krydset i løbet af de seneste ni år. En del af dem med dødelig udgang. Arkivfoto. / Foto: Øxenholt Foto

Lovede løsning inden sommerferien for to år siden

Krydset blev i sommeren 2021 udvalgt som ét af de steder i Danmark, hvor der skulle opsættes et såkaldt rødkørselskamera, som automatisk tager et billede af biler, der kører over for rødt.

Siden er der bare intet sket. Heller ikke selv om borgmester Jacob Bundsgaard (S) dengang i juni 2021 sagde, at ambitionen var at få kameraer sat op inden sommerferien.

- Nu får vi det formelle på plads, og så kan vi forhåbentlig rykke meget hurtigt med at få sat de her kameraer op, sagde borgmesteren, der havde drøftet sagen med daværende trafikminister og partifælle Benny Engelbrecht (S).

Der er flere ledige stillinger, end der er medarbejdere med de rette kompetencer i øjeblikket
Stig Lundbech, it-direktør, Rigspolitiet

- Handler det om, at politiet ikke har penge til at erhverve de her folk, eller findes de slet ikke derude?

- Jamen, problemet er, at folk ikke er på markedet. Vi har løbende ledige stillinger på den her type teknisk profil, men vi har svært ved at rekruttere dem. Der er flere ledige stillinger, end der er medarbejdere med de rette kompetencer i øjeblikket, siger it-direktør Stig Lundbech.

TV2 Østjylland lavede i februar i år en stikprøve i krydset, og i løbet af en time kørte 29 bilister over for gult, mens fire ignorerede det røde lys.

Her er sket mindst 24 færdselsuheld de seneste ni år. En del af dem med dødelig udgang.

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her