Nyt start-up vil have succes blandt de unge
Virksomheden vil bryde igennem med en bankingapp, der satser på de unge
Mange virksomheder kæmper for tiden med, hvordan man får fat i de unge mennesker, og måske har en aarhusiansk virksomhed knækket koden.
Lunar Way, der allerede har 25 ansatte efter et år, er en bankapp, der skal appellere til de unge, og derfor har virksomheden ladet sig inspirere af de steder, hvor de unge er.
- Vi arbejder med et univers, der i langt højere grad lægger op ad, hvordan Spotify og Snapchat er defineret, men som giver dig muligheder for at gennemføre alle de aktiviteter, som man i øvrigt er vant til, siger Morten Sønderskov fra Lunar Way.
Hos Lunar Way har de 100 procent fokus på det digitale, og det er vigtigt for dem at møde deres brugere, der hvor de befinder sig.
- Kunderne mærker os ved at se os på en lang række platforme, snapchat er blandt andet en af dem. Vi har været ude at se, hvor er det, kunderne kommunikerer henne, siger Morten Sønderskov.
Lunar Way har allerede offentliggjort et samarbejde med Nykredit, som er der, deres brugere bliver kunder. Næste stop for virksomheden er Sverige og Norge, hvor de også allerede har partnerbanker på plads.