Odder-firma holder danmarks-premiere på mobilt hus
Virksomheden Tiny House Living præsenterer første eksemplar af sit mobile hus, der er 32 kvadratmeter stort
Tangkrogen i Aarhus danner i weekenden ramme om en danmarkspremiere på det mobile hus, som Odder-virksomheden Tiny House Living står bag.
Huset, der hedder Tiny House On Wheels, er 32 kvadratmeter stort.
Det rummer blandt andet toilet, køkken og værelse. Det er som sagt på hjul, så det er enkelt at rive teltpælene op.
Michael Henneke er manden bag huset.
Han mener, det er svaret på en del udfordringer.
- Vi føler, det er et produkt, som kan adressere mange udfordringer i samfundet – blandt andet i forbindelse med, at der er studerende, som mangler en bolig, og flygtninge, der gerne vil have noget at bo i, siger Michael Henneke.
Danmarkspremieren kan opleves på Tangkrogen både lørdag og søndag.
Indslaget, der kan ses øverst i artiklen, er lavet af Palle Hansen.