Øget vold mod p-vagter: Fire grove episoder den seneste måned
Fire tilfælde af vold eller trusler på livet mod cityassistenter den seneste måned får Aarhus-rådmand Kristian Würtz til at presse justitsministeren
En cityassistent bliver slået i maven lørdag den 28. oktober efter at have givet en afgift til en borger, der har parkeret sin bil på fortovet. Dagen før bliver en kollega truet på livet efter at have været vidne til en voldsepisode på gaden.
Den seneste måned har cityassistenter i Aarhus, der i daglig tale kaldes p-vagter, oplevet fire tilfælde af enten vold eller meget grove trusler, hvor de har været nødsaget til at tilkalde politiet.
Det har tirsdag fået Kristian Würtz, der er rådmand for Teknik og Miljø i Aarhus Kommune, til at skrive et brev til justitsministeren, Søren Pape Poulsen.
- Vores cityassistenter oplever lige nu en meget urimelig behandling, og det skal vi have stoppet, siger Kristian Würtz til TV2 ØSTJYLLAND.
Han håber, at Søren Pape Poulsen kan presse Datatilsynet, så cityassistenterne kan få tilladelse til at bære kropskameraer.
Drift og Myndighed i Aarhus Kommune søgte i juli om tilladelse fra Datatilsynet til, at cityassistenterne kan bære et kamera på deres uniformer. Sagsbehandlingstiden er seks måneder, har de fået at vide, men det vil rådmanden ikke vente på.
- Jeg synes, at et halvt år er lang tid at vente, når man ser på, hvilke vilkår vores cityassistenter arbejder under lige i øjeblikket. Jeg synes, vi er forpligtede som arbejdsgivere til at gøre, hvad vi kan, for at der bliver truffet en afgørelse. Og i øvrigt helst en afgørelse til fordel for vores ønske, siger Kristian Würtz.
Forventer en forebyggende effekt
Kristian Würtz forventer, at et kropskamera på cityassistenternes uniformer vil have en forebyggende effekt.
- Vi ved fra vores telefontjeneste, at det har hjulpet på de verbale overfusninger, vi fik der, at man nu får at vide, at samtalerne bliver optaget. Jeg er sikker på, at det også vil hjælpe ude i gaderne, siger han.
Han mener ikke, at kommunen kan være tjent med situationen, som den ser ud nu.
- Det presser dem, at de skal være bekymrede for, at de risikerer at blive overfuset, eller om de risikerer en voldsepisode. Det er ikke rimelige arbejdsvilkår at have, mener rådmanden.
Der er registreret 30 tilfælde af verbale overfusninger i 2017. Disse episoder anmeldes ikke til politiet, men registreres af kommunen selv. En verbal overfusning kan eksempelvis være, at borger råber ”Få dig et liv, din taber klovn” efter en cityassistent, oplyser Teknik og Miljø.
EPISODER DEN SENESTE MÅNED
17/10, Vesterbrogade: En borger slår en cityassistent på hånden og truer cityassistenten på livet. Cityassistenten aktiverer sin overfaldsalarm, og politiet kommer og afhører borgeren.
17/10, Poul Martin Møllers Vej: En borger truer to cityassistenter i en grad, så de aktiverer deres overfaldsalarm. Politiet kommer og tager rapport.
27/10, Kalkværksvej: Cityassistenter er vidne til et voldsomt overfald på gaden. De modtager efterfølgende trusler på livet, hvis du udtaler sig om episoden. Politiet kommer og foretager anholdelse i sagen.
28/10, Vesterbrogade: En cityassistent bliver slået i maven efter at have givet en afgift til en borger, der har parkeret sin bil på fortovet. Politiet anholder borgeren.