Overlæge forbereder sig på flere smittede: - Formentlig mindre mandefald denne gang
En stor del af medarbejderne er blevet vaccineret eller har selv haft Covid-19. Derfor vil Aarhus Universitetshospital ikke blive ramt så hårdt af en ny bølge af coronapatienter, vurderer overlæge.
Gennem den seneste tid er antallet af indlagte coronapatienter dalet kraftigt. I hele Region Midtjylland er der fredag formiddag 17 patienter indlagt med Covid-19, og ifølge Statens Serum Institut er 235 indlagt på landsplan.
Men på grund af genåbning af samfundet forventer myndighederne også en stigende smitte med coronavirus.
Onsdag fortalte sundhedsminister Magnus Heunicke (S), at sundhedsvæsenet formentlig vil skulle håndtere og behandle omkring 870 indlagte coronapatienter omkring april som følge af genåbning.
Det er cirka lige så mange som mellem jul og nytår, hvor det stod værst til. Alligevel tager overlæge Lars Østergaard udsigten til de mange indlagte med ro.
Situationen er nemlig en anden i dag end tiden mellem jul og nytår for et par måneder siden, siger han:
- Jeg tror, vi havde forberedt 60 til 80 senge til corona-patienter. Selvfølgelig havde vi også et presset personale på det tidspunkt.
- Men den gang blev mange smittet blandt personalet, og der manglede virkelig erfarne folk. Den situation regner jeg ikke med, at vi kommer i igen. Der bliver formentlig ikke mandefald i samme grad, siger Lars Østergaard, ledende overlæge for Infektionsmedicinsk Afdeling på Aarhus Universitetshospital, til TV2 ØSTJYLLAND.
- Ikke nervøs
Ifølge overlægen vil problemet næppe opstå igen, fordi mange allerede har haft sygdommen, og desuden er en stor del af medarbejderne blevet vaccineret siden.
- Jeg er ikke nervøs. Jeg forbereder mig på de mulige scenarier, der måtte opstå, for det er den opgave, jeg skal løse, siger Lars Østergaard.
Han understreger, at han ikke har indsigt i de beregninger eller modeller, der ligger til grund for forudsigelsen om, at der i april kan være op mod 870 indlagte.
Tallet blev fremlagt i forbindelse med, at sundhedsministeriet Magnus Heunicke (S) mandag varslede genåbning af butikker landet over, som vil ske mandag. Det er regeringens ekspertgruppe, der har regnet på de konsekvenser, som genåbningen forventes at have.
Ser smitten med nogle ugers forsinkelse
I forhold til at forberede sin afdeling på flere smittede holder Lars Østergaard skarpt øje med smitteudviklingen i Aarhus og omegn. Det er syge borgere i det område, der kan blive patienter på Lars Østergaards afdeling.
- Den smitteforekomst, der er i samfundet, ser jeg med nogle ugers forsinkelse inde hos mig i form af indlæggelser.
- Der går én til to uger, fra man bliver smittet til man bliver syg, og derudover går der noget tid, før man typisk har behov for indlæggelse, forklarer Lars Østergaard.
Han vurderer, at smittetallene gennem en længere periode har ligget på et lavt niveau i Aarhus-området.