Patienter søges: Få ordnet tænderne næsten gratis
Tandlægeskolen i Aarhus søger i øjeblikket patienter til at lægge sig i tandlægestolen til behandlinger af alle sværhedsgrader – næsten gratis.
I forbindelse med undervisningen på Tandlægeskolen i Aarhus søger de i øjeblikket patienter. Og det kan komme østjydernes pengepung til gavn.
Her betaler man nemlig kun for materialer og et indmeldingsgebyr. Det skriver Aarhus Universitet i et Facebook-opslag.
Der er behov for alle typer patienter, fortæller Birgitte Lüttge, der er klinikleder på Institut for Odontologi og Oral Sundhed, til TV2 ØSTJYLLAND.
- Vi har brug for alle kategorier og sværhedsgrader af patienter, også dem, der ikke fejler noget særligt, for dem skal man jo også lære at kigge på, siger hun.
Det gælder for eksempel også behandlingstyper som rodbehandlinger, operationer, implantater og tandregulering med bøjle.
Kirurger holder øje med studerende
Som et led i uddannelserne på Tandlægeskolen skal de studerende lære at udføre de forskellige behandlinger på rigtige patienter efter at have øvet sig på fantomhoveder.
De studerende står dog ikke helt alene med behandlingen.
- Der er supervision på, så der står kirurger og ser på, så det bliver gjort på en ordentlig måde, siger Birgitte Lüttge.
Da de på Tandlægeskolen har alle de tandfaglige uddannelser, har de også brug for alle kategorier og sværhedsgrader af patienter.
Større behov end tidligere
Sammenlignet med tidligere år har skolen et større behov for patienter, da de har hævet indtaget og derfor har flere studerende end tidligere.
Læs også:
Klinikchefen understreger dog, at de altid søger patienter helt generelt, lige meget hvilken sværhedsgrad behandlingen har.
- Man kan altid blive skrevet op på en venteliste, men der er også altid et akut behov for patienter.
Som patient kan man derfor både bidrage til uddannelse af tandlæger, tandplejere og kliniske tandteknikere.
En operation udført i forbindelse med undervisning koster 600 kroner, når man først har betalt 300 kroner, som er indskrivningsgebyret for nye patienter.
Gebyret fungerer ifølge Birgitte Lüttge også som en gensidig forpligtigelse af, at man har valgt at komme til behandlingen på Tandlægeskolen, da det er afgørende for undervisningen, at patienten faktisk kommer.