Peter gik på jagt efter sit livs første kærlighed og fandt...

- Skal jeg? Skal jeg ikke..?

Han havde længe en indre debat, før han trykkede 'enter' på sin computer. Hvordan ville folk reagere, når de læste hans opslag om Jytte?

I den seneste tid havde han fulgt livet i Facebook-gruppen 'Det Gamle Aarhus'. Der var en god stemning i gruppen. Og den var fuld af sjove billeder fra en by, han havde lutter gode minder fra.

Sort/hvide fotos fra Aarhus' gader gennem tiderne, af Sallings første reklameskilt på Strøget, af familiefrokoster i det grønne. Men hvad ville de sige til et billede af den kvinde, der havde slået benene væk under ham, da han var ganske ung? Hvad ville de sige til, at en gammel gubbe på 73 år, der boede langt fra dem i Mellemsverige, fra sit køkken med ét klik ville banke på i gruppens liv.

Ville de tro, at han var ude på at lave ravage i en anden familie? Eller ville de forstå, at det handlede om at stå i livets sidste halvleg og mindes de gamle passioner - og gerne ville mindes dem med andre?

Peter Alstrup kiggede på billedet af Jytte, som han havde fundet, da han samlede billeder ind til et nyt fotoalbum til eftertiden. Et album med billeder fra et langt og spændende liv. Billeder af skirejserne fra dengang, han havde haft det firma og motionscenter, der blev til en kæde og blev solgt for mange penge, og billeder af tiden som skolelærer. Og mødet med Barbro og livet som eks-dansker i Sverige.

Tanken om at skabe et album fra sit liv var opstået i kølvandet på den kræftdiagnose, han med nød og næppe havde sluppet. Minderne var begyndt at fylde mere end før.

Peter Alstrup havde selv fundet ud af, at Jytte var død. Allerede i 1999. Han havde følt sorg, og selv om han havde drømt om at møde hende i live, så var nysgerrigheden ikke gået væk. Han ville gerne vide, om hun havde haft et godt liv. Hvad der var blevet af hende.

Han havde én gang før spurgt til, om nogen kendte en Jytte Michaelsen, men det havde han ikke fået meget ud af. Måske en forklarende tekst og fotos af dem begge kunne ændre på det? Hvad nu, hvis man gav lidt af sig selv, hvad ville folk så give tilbage?, tænkte han.

Han sank sit spyt. Og trykkede på ’slå op’ i facebookgruppen.

I opslaget stod der:

"Jytte, min käreste fra Århus.

Jeg har slettet mit tidligere indläg på forummet, og har efter en längere argumentation med mig selv besluttet at bringe hele historien her i stedet for.

Historien starter i 1960, (kan ha väret tidligere, er lidt usikker), hvor jeg rejser til Århus for at hilse på familien, inden de flytter til Holbäk.

Jeg var en ung mand i min bedste alder med mod på livet og på vej mod de 16 år.

Min kusine Ilse var hjemme og havde besög af sin veninde. Jeg stod der, husker jeg, total lammet, og har sikkert set ret fjoget ud, for aldrig i mit liv havde jeg set så yndig en pige! Jeg forelskede mig på stedet i Jytte meddet mörkeblonde, let bölgede hår og de smukke blå öjne. Og hun forelskede sig i mig.

De dage jeg tilbragte i Århus dengang, glemmer jeg aldrig.

Familien flyttede til Holbäk. Og jeg traf Jytte der, så ofte det kunne lade sig göre. Jeg cyklede til og med en gang derned fra Virum.
Så döde min moster, og Ilse, min kusine kom til at bo os hos en overgang.

Og Jytte kom over og besögte os.. Nu rejser man jo ikke over Storebält så ofte. Det var dyrt at rejse fra Århus til Köbenhavn dengang, så vi sås bare et par gange, men var så meget kärester vi kunne väre de få gange.

Så forsvandt min kusine. Går ud fra, at hun ikke bröd sig om de regler, vi havde hjemme. Så hun tog sit habengut og forsvandt. Jeg så hende först mange år senere. Og min relation til Jytte ebbede langsomt ud, selvom vi talte med hinanden i telefon ret ofte.

Sådan går det ofte, isär når man er så ung. Jeg skulle aftjene min värnepligt, uddanne mig, arbejde og göre karriere - og Jytte? Hun havde vel også travlt med sit liv. Så det gik som det gik - forbindelsen ophörte stille og roligt.

Jeg har väret udenlandsdansker i mange år, bor på 20. år i Mellemsverige og har familie og börn. Jeg går ud fra at Jytte også giftede sig og stiftede familie - men jeg ved det ikke.

Sidste år, da jeg sad og bladrede i et gammelt fotoalbum, fik jeg öje på et billede, som jeg nu har sat op her på forummet. Min kusine Ilse, Jytte, min moster og Ilses faster.

Og alle de gamle fölelser kom stormende tilbage...

Jeg fölte, at jeg var nödt til at se eller höre fra Jytte igen. For i det mindste at vide, at hun havde haft et godt liv.

Med Internet og Google er det ikke så svärt at finde frem til gamle venner m.fl., som det var i gamle dage, så efter kort tids sögen, fik jeg den lakoniske meddelelse fra Folkeregistret i Århus: Jytte Andersen, födt Michaelsen er afgået ved döden den 10. marts 1999.

Det kom som et chock. Jeg gräd mine modige tårer. Sorgen er ikke mindre selvom Jytte har väret borte i alle disse år, For mig döde hun den dag, jeg fik beskeden.

Elskede, dejlige Jytte.

Det er mit store håb, at nogen der kendte Jyttes dengang, det väre sig: pårörende,venner eller börn kunne tänke sig at fortälle mig lidt om Jytte, mens hun levede."

Der gik ikke lang tid, så plingede de første kommentarer under opslaget. Og hvad der så skete, kan du se i videoen øverst i artiklen.

Videoen øverst i artiklen er klippet af Christine Vestergaard, Pernille Olsson og Nicklas Tägtström Møller.