Politiet fortsætter eftersøgning med hunde: Jane savnes stadig
Østjyllands Politi hører fortsat gerne fra folk, der har set 57-årige Jane Møller fra Åbyhøj.
OPDATERING - 6. MARTS
Østjyllands Politi oplyste natten til lørdag den 6. marts, at liget af kvinden er blevet fundet i Brabrand Sø. Billedet af kvinden er fjernet fra denne artikel af hensyn til de pårørende.
Læs mere her.Mandag fortsætter politiet med at søge med hunde efter 57-årige Jane Møller.
Det oplyser vagtchef ved Østjyllands Politi Per Bennekov til TV2 ØSTJYLLAND:
- Siden lørdag eftermiddag har vi eftersøgt hende, og i går søgte vi med hunde i nærområdet omkring hendes bolig.
- Vi har søgt med hunde hele søndagen, og vi fortsætter i dag, siger Per Bennekov.
Jane Møller er sidst set torsdag aften, hvor hun cyklede hjem efter et besøg hos sin kæreste i Højbjerg.
Per Bennekov fortæller, at Jane Møller er en type, der går lange ture, og mandag får politiet hjælp til eftersøgningen fra organisationen Missing People:
- De eftersøger omkring Brabrand Søen, siger Per Bennekov.
Jane Møller beskrives som værende:
Cirka 175 centimer høj og slank
Hun har langt, gråligt hår ned til skulderen
Hun bærer ofte briller og øreringe, der hænger
Hun er formentligt iklædt et strikpandebånd, en knælang, marineblå jakke, mørkeblå cowboybukser og brune skindstøvletter/vandresko
Hun har et lille modermærke på venstre kind
Politiet opfordrer folk - særligt i Aarhus-området - til at kigge i skure, udhuse, shelters og lignende.
Har du set den 57-årige kvinde, har du oplysninger om hendes færden eller lignende, hører Østjyllands Politi meget gerne fra dig på telefonnummer 114.