Radio4 får drøje hug af anmeldere: "Som døden og DR"
Flere indslag på den nye taleradio lød påfaldende som skabelon-idéer, der skulle udfyldes, mener anmelder.
Måske skulle Radio4 ikke have taget den skæbnesvangre beslutning at læse lytternes sms'er op.
Lytterne lagde i hvert fald ikke fingrene imellem, da den nye FM-radio gik i luften ved midnat til fredag og straks druknede i tekniske problemer med desperat træden vande fra radioværter til følge.
En utaknemmelig opgave
Sådan indleder Berlingskes Kristian Lindberg sin anmeldelse af Radio4, som han giver to ud af seks stjerner.
Han understreger dog, at det i sagens natur er en utaknemmelig opgave for den ny radiostation med hovedsæde i Aarhus at skulle matche Radio24syvs høje grad af originalitet.
- Men selv når man fratrækker den vedvarende flodbølge af tekniske kiks, starter Radio4 på et meget lavt blus, skriver han.
Forudsigeligt som døden og DR
Kristian Lindberg fremhæver et indslag fra Horsens om en elscooter-kørende bande af livsglade pensionister.
Han medgiver, at det givetvis har set sjovt ud i planlægningsfasen.
- Men live var det altså ikke særligt ophidsende, konstaterer han.
- Andre indslag lød påfaldende som skabelon-idéer, der skulle udfyldes, og gav denne anmelder mindelser om en fjern studentikos fortid på Journalisthøjskolen.
Læs også:
Heller ikke Jyllands-Postens anmelder er imponeret over den nye taleradio.
Niels Lillelund kalder Radio4 "lokalradio på statsfinansieret speed" og kvitterer ligeledes med to ud af seks stjerner.
Han mener, at den nye radio er "forudsigeligt som døden og DR".
- Mænd er fra Mars, tro er islam, og for de religiøst hjemløse varetages klimareligionen af en tidligere vejrvært og udenrigspolitikken af en af godhedsindustriens mange vandrepokaler, skriver han.
Niels Lillelund slutter dog af med at påpege, at han selv var blandt de mange, der også grinede af Radio24syv i begyndelsen.
Hos Politiken er Henrik Palle en anelse mere optimistisk og giver Radio4 tre ud af seks hjerter.
- Det er om morgenen, at radiolytterne skal erobres. Gør Radio4 så det? Bedømt ud fra premiereprogrammet forsøger den nye kanal ikke at sprænge grænser. Det er god gammeldags morgenflow, som Jørn Hjortings mor lavede det, mener Henrik Palle.