Nu sender omdiskuteret radio for første gang
Kl. 00 natten til fredag sender den nye Radio4 for allerførste gang fra Banegårdspladsen i Aarhus.
Om få timer - nærmere bestemt til midnat - sender den nye Radio4 for allerførste gang.
Indtil da har du på frekvens 103.0 på FM-båndet kunnet finde Radio 24syv.
Men med Dansk Folkeparti i spidsen krævede politikerne en taleradio mindst 110 km fra hovedstaden.
Det fik Radio 24syv til at lukke, og natten til fredag den 1. november overtages sendetilladelsen af Radio4, der har hovedsæde i Aarhus.
Efter et par måneders forberedelse glæder redaktionen sig til endelig at udkomme.
- Lige nu trænger vi bare til at komme i luften og lave radio. Om vi så får svinere eller gode SMS'er, det er lige meget, siger Viktor Reddersen, der er redaktionschef på Radio4, til TV2 ØSTJYLLAND.
Der skal også være plads til sport og biler
Man hvad kan lytterne forvente af den nye radiokanal?
- Radio4 er først og fremmest en taleradio, så vi spiller med få undtagelser ikke musik. Det er en debatradio, hvor vi vægter kritisk, nysgerrig og undersøgende journalistik rigtig højt. Og så er vi jo en landsdækkende radio, siger Viktor Reddersen til TV2 ØSTJYLLAND.
Den beskrivelse kan man med god samvittighed også bruge på DRs P1 og den hedengangne Radio 24Syv.
Men Radio4 mener alligevel, at de kommer til at skille sig ud.
- Vi kommer til at satse på at være en taleradio for nogle andre end dem, der er taleradiotilbud til i dag. Vi synes at kunne se, at de taleradioer, der har sendt i mange år, har rigtig meget højkultur såsom litteratur og kunst i deres tilbud, siger Viktor Reddersen til TV2 ØSTJYLLAND.
- Der har vi insisteret på, at der skal også være plads til sport og biler, og vi vil have en bredere forståelse af kultur som samhørighed mellem mennesker, siger han.
Er placeringen vigtig?
Et af de helt store emner i debatten omkring Radio4s overtagelse af FM-båndet fra Radio 24syv har været, hvorvidt det overhovedet kommer til at gøre en forskel, hvor den nye radio er placeret.
Selvom grunden til, at Radio4 overhovedet kan gå i luften, er et politisk krav om en taleradio uden for hovedstaden, så mener redaktionschefen ikke, at placering er afgørende.
- Det vigtige er ikke, hvor radio bliver lavet, men om det er godt. Der har været snak om, hvorvidt vi ville blive en regional eller lokal radio, når vores ejerkreds er regionale dagblade. Men det gør vi ikke, vi skal være en landsdækkende taleradio, siger Viktor Reddersen til TV2 ØSTJYLLAND.
Alligevel ser han potentiale i at skulle sende radio fra Jylland.
- Det er en fed opgave at skulle åbne en taleradio i Aarhus, fordi langt størstedelen af journalisterne i Danmark er centreret omkring hovedstaden. Så vi skal have et særskilt godt blik for det, der optager folk i det, man lidt irriterende kalder provinsen, siger redaktionschefen til TV2 ØSTJYLLAND.
Men kanalen vil som sagt være landsdækkende.
- Det betyder dermed ikke, at vi ikke bliver en radio for københavnere. Vi kommer til at have folk i København og på Christiansborg, og vi kommer til at følge landspolitik tæt. Men jeg tror, at en lokal københavnerhistorie vil have lidt sværere ved at komme ind i vores radio om et halvt år end hos de andre medier, siger Viktor Reddersen til TV2 ØSTJYLLAND.
Kurt Strand, der er vært på DRs mediemagasin 'Mennesker og Medier' tror på, at placeringen i Aarhus gør en forskel.
- Jeg tror, det gør en forskel, om man kigger ud på Banegårdspladsen i Aarhus eller på H.C. Andersens Boulevard i København. Og når Radio4 er født med en ambition om at blive bedre til at komme ud af redaktionerne, så skulle der også være en chance for, at der kommer mere radio ude fra dele af Danmark, som vi normalt ikke møder så meget i radioen. Det vil jeg personligt se frem til, siger Kurt Strand til TV2 ØSTJYLLAND.