Sådan forløb det da AGF-fans fejrede onsdagens sejr
Onsdag aften spillede AGF igen kamp, men trods sejren var der ingen store forsamlinger på gaden, og politiet nedlægger nu hotspots.
Bronzevinderne AGF slog onsdag aften OB med 2-1 og spillede sig derved til en plads i Europa League.
Forud for kampen var Østjyllands Politi på vagt for at undgå større forsamlinger af fans, som det man oplevede søndag aften på Rådhuspladsen.
Her var over tusind feststemte fodboldfans stimlet sammen for at hylde og fejre fodboldklubben, hvilket fik Østjyllands Politi til at gribe ind over for den spontane fest.
Onsdagens fejring i Aarhus gik dog modsat søndagen, ifølge Østjyllands Politi, noget mere stille for sig.
- Før, under og efter fodboldkampen forløb det hele stille og roligt, som vi gerne ville have det. Efter kampen forlod tilskuerne stadion og kun ganske få mennesker var samlet på værtshuse rundt i byen. Der var ikke noget, der fik os til at rynke på næsen, fortæller politiinspektør ved Østjyllands Politi, Martin Løye, til TV2 ØSTJYLLAND.
Indførte strengere regler inden kamp
Inden medalje-kampen søndag havde Østjyllands Politi oprettet fem såkaldte hotspots, hvor de havde ekstra beføjelser og muligheder for at gribe ind.
Det skete efter flere episoder med større forsamlinger, der var opstået tidligere i forlængelse af fodboldkampe i byen. Men det stoppede ikke de feststemte fodboldfans, der i stedet startede en fest på Rådhuspladsen, der på daværende tidspunkt ikke var et hotspot.
Op til onsdagens fodboldkamp valgte politiet således at skærpe retningslinjerne. De tilføjede Rådhuspladsen som det sjette hotspot for at undgå lignende menneskemængder på pladsen og derved en forhøjet smitterisiko.
- Vi opfordrer på det kraftigste til, at man sørger for at sprede festen ud, hvis man skal til fodbold onsdag. Hold afstand til hinanden, vælg nogle områder, hvor der er god plads, eller del festen op, hvis der er for mange samlet et sted, lød det fra Martin Løye i en pressemeddelelse onsdag.
Og det så ud til at virke.
- Det gik rigtig fint onsdag aften, vi så slet ikke de situationer, som vi så på Rådhuspladsen, og der var ikke noget at komme efter på vores hotspots. Vi så mindre grupperinger med op til 40 personer samlet omkring værtshuse, men jeg er meget tilfreds med forløbet, lyder det fra politiinspektør Martin Løye.
Nedlægger hotspots
De seks midlertidige hotspots, som politiet indførte for at undgå de store forsamlinger af mennesker, har de nu også valgt at nedlægge.
- Vi oprettede de midlertidige hotspots på baggrund af det vi så, fordi folk ikke efterkom covid-19 retningslinjerne. Derfor besluttede vi os også for at tilføje Rådhuspladsen til listen. Når folk så kvitterer ved at imødekomme det, vi har kommunikeret ud, så nedlægger vi de hotspots, fortæller politiinspektøren.
Martin Løye fortæller, at politiet vil tage ved lære af det, de har oplevet i forbindelse med fejringerne af fodboldkampene den seneste tid.
- Den form for regulering af større menneskemængder er noget, vi vil tage med os videre, så længe vi har en covid-19 situation. Og de hotspots vi indførte, er også et værktøj vi vil kigge på, når der igen skal spilles fodbold, siger han.