Skolebørn leger med livet - i dag tog vi selv affære
Skolebørn er vigtige. Derfor er det vigtigt, de har cykellygter på, når de cykler til skole.
Her på TV2 ØSTJYLLAND er vi vante til at beskrive det daglige liv i det østjyske. Det er sjældent, vi selv tager ud i et aktivistisk ærinde.
Det var dog tilfældet onsdag, hvor vi delte cykellygter ud til skolebørn ved Skødstrup Skole.
Baggrunden for tiltaget var, at vi onsdag kunne fortælle historien om Svend-Erik, der frygter, at han kommer til at køre et skolebarn ned.
Det værste mareridt
Svend-Erik, der bor i Grenaa, kører ofte sit barnebarn i skole, og han oplever dagligt, at børn ikke har cykellygter på, når de cykler til skole i den mørke morgentrafik.
- Jeg forstår ikke, at det kan være så svært. Det er som om, de tror, de er med i et spil, og hvis de bliver dømt døde, kan de bare vågne op og spille med igen, men sådan fungerer virkeligheden jo ikke, sagde Svend-Erik Møller onsdag til TV2 ØSTJYLLAND.
Læs også:
Mandag morgen var Svend-Erik Møllers værste mareridt tæt på at blive til virkelighed.
- Jeg holdt nede ved Kvickly og var ved at køre ud på vejen, men ud af det blå kom to kulsorte cyklister cyklende. Det var helt tilfældigt, at jeg opdagede dem. Jeg kunne lige så godt have kørt dem ned, lød det onsdag fra Svend-Erik Møller.
"Min far siger, jeg skal"
Flere af de skolebørn, vores udsendte reporter onsdag morgen mødte ved Skødstrup Skole, manglede cykellygter på deres cykler.
Heldigvis lyste rigtig mange små cyklister også op både for- og bagtil.
- Min far siger, at jeg skal have det på, så alle kan se mig, og så føler jeg mig også mere sikker. Jeg cykler altid med lygter, lød det fra Noa Holst fra 1.a.
Sidsel Revsbæk Poulsen fra 4.c var ikke i tvivl om, hvorfor det er vigtigt at have lygter på.
- Det er, så man ikke bliver kørt ned i trafikken, og så kan bilerne se en, selvom det er mørkt, svarede hun prompte.
Lærke Bo Larsen, også fra 4.c, var uforstående over for, at nogle cykler uden lygter på.
- Jeg synes, det er dumt, for der kan jo ske en ulykke, og så kan man jo komme til skade, svarede hun vores reporter.