Slut med rygning på Strøget: - Hvor skal folk gå hen?
Forslaget om at forbyde rygning på Strøget i Aarhus og ved busskure afføder blandede reaktioner.
- Rygere er jo så jagtede i forvejen, så jeg synes, det er en dårlig ide. Hvor skal folk gå hen snart?
Sådan lyder det fra Poul Kristensen, der arbejder hos Arkadegartneren på Strøget i Aarhus.
Han er træt af det nye forslag fra sundheds- og omsorgsrådmand Jette Skive (DF), som har til formål at få folk til at stoppe med at ryge ved busstoppesteder og på Strøget.
Den holdning var dog langt fra delt af alle, som TV2 ØSTJYLLAND mødte på gaden fredag eftermiddag.
- Det er da en udmærket ide for at sende et signal om, at det er usundt at ryge, siger Jeanette Skjold fra Aarhus.
- Det lugter grimt og sender nogle dårlige signaler til børnene, så det er en god ide. Jo flere steder, det bliver forbudt, jo bedre, siger Inger Jepsen fra Bolderslev.
Samarbejde med gadeforening
Rådmanden har indgået et samarbejde med Gadeforeningen Strøget Århus om en kampagne, der i en forsøgsperiode, skal opfordre rygeren til at kvitte tobakken på strøget.
Samtidig vil Jette Skive have indført 'rygning forbudt' ved busstoppestederne i kommunen.
- Det er nok lidt for meget at bede om, fordi folk ryger jo alligevel, selvom det er forbudt, siger Oscar Andersen fra Aarhus.
- Jeg synes egentlig, at folk selv skal bestemme, om de vil ryge eller ej, så det er fint, at man gerne må ryge offentligt, siger Anette Ørum Hansen fra Aarhus.
Nødvendigt at handle
På trods af blandede miner, er rådmanden selv dog overbevist om, at der må gøres noget ved problematikken.
- Vi kan jo ikke bare sidde på hænderne og se, at der er 14.000 mennesker om året, der dør rygerelateret, siger Jette Skive (DF) og fortsætter:
- Der er jo mange offentlige steder, hvor man ikke må ryge, og det er besluttet ovenfra. Det så vi også gerne på Strøget og ved busholdepladser.
Man har dog ikke har mulighed for at udskrive bøder, hvis reglerne overtrædes.
- Vi kan ikke gå ind og lave et decideret forbud, og vi kommer ikke og slår folk i hovedet. Det er Folketinget, der skal lave de restriktioner og give os lov til, at vi kan gå ind og sanktionere. Derfor bliver det en venlig henstilling til folk, siger Jette Skive (DF)
VIDEO: TV2 ØSTJYLLAND har sluppet en ryger løs på gaden i Aarhus for at sætte gang i debatten om ryge-forbud.
Deltag i debatten på Facebook.