Svend og Birgit frygter, at de ikke kan bo sammen
Omkring 90.000 danskere lider af demens. En af dem er Birgit Rasmussen. Sammen med hendes samlever Svend Åge Fabricius forsøger hun at sætte fokus på problemet.
Søndag afholdt Alzheimerforeningen sin årlige landsindsamling, og en af de 2000 frivillige, der gik fra dør til dør, var Svend Åge Fabricius.
- Det er en sygdom, som er livstruende. Der er ikke ret mange, der har kendskab til sygdommen. Det vil jeg gerne have udbredt, siger Svend Åge Fabricius.
Hans samlever Birgit Rasmussen er ramt af demens, men desværre står det lokale demensfællesskab, hvor de har fået rådgivning og deltaget i aktiviteter, i en usikker økonomisk situation. Så derfor var motivationen for at bruge formiddagen på at stemme dørklokker ekstra stor.
Hans samlever Birgit Rasmussen fik konstateret demens i 2018.
- Det er hårdt. Det er uhyggeligt, hvordan sygdommen kommer snigende ind, siger han.
Siden sygdommen blev en del af deres liv, har de begge haft stor glæde af den lokale demensforening.
- Det giver lidt tryghed, at Birgit kan snakke med nogle af dem, der også er demente, og de andre pårørende. Det giver gode venskaber, siger Svend Åge Fabricius.
Birgit Rasmussen bakker op:
- Han gør alt, hvad han kan, for at jeg har det godt, og at vi har det godt. Så det er rigtig dejligt, siger Birgit Rasmussen.
Uvis fremtid
Det anslås, at omkring 90.000 danskere lider af demens. Sygdommen udvikler sig forskelligt fra person til person, så fremtiden er svær at forudse.
- Vi må tage det, som det kommer. Det er muligt, jeg bliver dårlig og skal på et plejehjem, men så er det sådan, siger Birgit Rasmussen.
Svend Åge Fabricius håber ikke, det ender der.
- Vi håber det selvfølgelig ikke. Håbet er vigtigt. Det giver motivation. Lige nu fylder det positive, og vi kan gøre mange ting sammen. Der kommer nok en dag, hvor det ændrer sig, men hvornår ved vi ikke. Forhåbentlig først om lang tid, for hun er et dejligt menneske at bo sammen med, siger han.
Demensfællesskabet mangler midler
Janni Lund Hansen er daglig leder af Demensfællesskabet Østjylland hos Alzheimerforeningen, hvor Svend Åge Fabricius og Birgit Rasmussen har deltaget i arrangementer og fællesskaber.
Demensfællesskabet står for en lang række aktiviteter for demensramte og deres pårørende i Aarhus, Favrskov, Odder og Syddjurs Kommuner. Siden 2018 har Demensfællesskabet været fuldt finansieret af Satspuljemidler, men nu er bevillingen udløbet.
Alzheimerforeningen har valgt at støtte projektet, men kan ikke give en fuld finansiering på 1,4 millioner kroner.
- Vi har allerede nu været nødt til at nedjustere nogle aktiviteter. Derfor er det rigtig positivt, at der har været landsindsamling i dag. Vi er i gang med at søge nogle fonde og håber at få en håndsrækning derigennem, siger Janni Lund Hansen.