Tankstation lukket efter voldsomt hærværk
Et voldsomt optrin udspillede sig mandag aften på en Circle K på Silkeborgvej i Brabrand.
To ansatte fik et chok, da to hætteklædte mænd løb klokken 21.30 hen over tankstationens område mod glasdørene, som de smadrede med hamre.
Det er tirsdag formiddag uklart, hvad der var motivet bag det voldsomme hærværk.
- De har nok en hammer eller en kølle, og så smadrer de glas i vinduer og døre, og så løber de væk igen. Vi har video af det, og det videregiver vi allerede i aftes til politiet, siger Circle K's distriktchef Kim Jensen.
Han fortæller til TV2 ØSTJYLLAND, at man har taget hånd om de medarbejdere, der var på arbejde under den voldsomme episode.
- Jeg har to mennesker på arbejde, og de blev selvfølgelig rystet. Dem tager vi hånd om, de skal have det godt, siger han.
De to medarbejdere har fået psykologhjælp.
Tirsdag morgen var butikken lukket i en periode for at håndtere skaderne på dørene. Tirsdag formiddag er der igen åbent.
Østjyllands Politi oplyser, at de efterforsker sagen. De ønsker ikke at kommentere på, om de har mistanke til nogen specifikke personer eller motiv i sagen.
Da deres patrulje rykkede ud til stedet mandag aften, kunne de konstatere, at samtlige ruder i butikkens facader var smadret. Det samme var glasset i butikkens indgangsparti.
Østjyllands Politi oplyser, at to personer i hættetrøjer er set løbe fra stedet. Den ene person løb mod Sigridsvej med en kølle.